BOPA's grundlæggere BOPA's grundlæggere
EUROPA 1914 - 1939

WWl - mellemkrigstid - optakten til WWll


Mellemkrigstiden

med vægten på Europa

 

  • Generalia
  • Sejrherrerne
  • Tyskland
  • Overblik
  • Europas grænser
  • Folke-forbundet
  • Fascisme
  • Nazisme

Mellemkrigstiden er perioden fra afslutningen på første verdenskrig til udbruddet af den anden, et intermezzo mellem to krige om man vil. Men samtiden kunne jo ikke vide at det var en mellemkrigsperiode! Derfor er betegnelsen diskutabel, vi kommer i dag let til at se perioden som afgrænset af et begyndelses- og et sluttidspunkt. Sådan blev perioden ikke opfattet af sin samtid.
Endvidere fik periodens sociale, tekniske, økonomiske, kulturelle og politiske resultater afgørende betydning for resten af det 20. århundrede.

Årene efter WWI var de brølende 20'ere med økonomisk fremgang, liv og glade dage, derefter depressionens årti, 30'erne, efter børskrakket i New York. Arbejdsløsheden og den sociale elendighed var dog reel i alle årene, men steg med eksplosionsagtig fart efter krakket.
Demografisk voksede byerne, arbejdskraften vandrede fra landbrug til industri. Radioen blev hver mands eje, grammofoner en almindelig forbrugsvare og biograferne et eskapistisk tilflugtsted. Nyheder, musik og al slags underholdning oplevede en storhedstid som aldrig set før. Filmindustrien blev en væsentlig kulturbærer især efter tonefilmen. Arkitektur, kunsthåndværk og industriel formgivning hørte med i denne sammenhæng. Ligeledes blev kvindernes stilling ændret radikalt både i den private og i den offentlige sfære.
Mellemkrigstiden kan på godt og ondt karakteriseres som perioden hvor verden var moderne.

Imidlertid boede den almindelige arbejder og funktionær ikke i arkitekttegnede huse eller omgav sig med samtidens kulturelle frembringelser. Dagligdagen skulle sikres, også når der var fortvivlende arbejdsløshed. Så kunne verden være nok så moderne.

Demokratiet vælges i flere lande som styreform. I norden er det socialdemokratierne som sætter den politiske dagsorden, grundlaget for det senere velfærdssamfund skabes på dette tidspunkt.

Men jo mere en tilværelses dagligdag ikke er til at klare, og jo mere man enten selv eller som gruppe (det være sig socialt, økonomisk eller nationalt defineret) føler sig svigtet af magthaverne eller af "de andre", jo mere ser man hen til den stærke mand med de slående argumenter for den hurtige løsning på samtlige problemer. Så tiden var også diktaturets, det fascistiske eller proletariatets.

   
Versaillesfreden ændrede grænserne i Midteuropa.
Størst interesse har Tysklands ændrede grænser fordi Adolf Hitler og nazisterne efterfølgende fik mulighed for at kræve Tysklands grænser revideret så tyskere kunne komme tilbage til fædrelandet.

Tyskland afstod til
Danmark: Nordslesvig
Litauen: Memelområdet
Polen: store dele af Vestpreussen, Pommern og Posen (som skabte den polske korridor til Østersøen) samt dele af Schlesien
Frankrig: Alsace-Lorraine
Belgien: Moresnet og Eupen-Malmedy
Folkeforbundet: Fristaden Danzig og Saar.

Tyskland efter Versaillesfreden

Endvidere besatte sejrherrene betydelige områder i Tyskland som betalte besættelsesomkostningerne:

  • den venstre Rhinbred
  • tre vigtige brohoveder på den højre Rhinbred ved Köln, Koblenz og Mainz, som blev en afmilitariseret zone.
  • Ruhrområdet blev endvidere besat af Frankrig og Belgien fra 1923 til 1925 for at sikre betalingen af krigsskadeerstatninger.

 

Folkenes Forbund var et resultat af Versaillesfreden og den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14 fredspunkter. Men baggrunden for at forbundet rent faktisk blev til virkelighed, var i høj grad at de europæiske stormagter Storbritannien og Frankrig ønskede et internationalt samarbejde.

I dag er internationalt samarbejde en naturlig del af såvel indenrigs- som udenrigspolitikken, et resultat af WWll. Tidligere var international politik en udenrigspolitisk opgave hemmeligholdt for offentligheden og i den udstrækning de fandtes, også for parlamenterne.

Storbritannien ønskede at forbundet skulle mægle i internationale konflikter, Frankrig at det skulle yde garanti mod aggression. Resultatet blev et kompromis som var klar til vedtagelse i april 1919.

Folkeforbundet blev især en organisation til fredens bevarelse, men på ingen måde stærkere eller med mulighed for at øve indflydelse i større omfang end dets mægtigste og mest indflydelsesrige medlemmer ønskede.

Medlemmerne var sejrherrene efter WWl, men ikke USA. Fra 1926 blev Tyskland også medlem. Endvidere en lang række andre lande fra hele verden, fra 1934 også Sovjetunionen.

Folkeforbundets eklatante storpolitiske fallit op til WWll har stemplet forbundet som evneløst, nytteløst og latterligt. Det er en forkert karakteristik.

Folkeforbundet

  • udøvede den øverste statslige myndighed over Danzig og Saar
  • løste en lang række mindre politiske konflikter som ellers kunne være resulteret i væbnet konflikt
  • organiserede internationalt samarbejde af økonomisk, social, sundhedsmæssig og kulturel karakter
  • var en realisering af drømmen om et internationalt samarbejde der viste sig at danne forbillede for Forenede Nationer, FN.

Reelt var Folkeforbundets rolle udspillet i tiden op til WWll, officielt blev det opløst i 1946, og dets resterende aktiviteter og funktioner overtaget af FN.

*Fascisme
Ordet har ikke i sig selv nogen politisk betydning, men blev i begyndelsen af det 20. århundrede betegnelsen for autoritære, politisk konservative bevægelser med millitariserede korps. Oprindelig indgik ordet i navnet 'Fasci italiani dei combattimento', dannet i 1919 af Italiens senere diktator Benito Mussolini.

Italien
Mussolini var optaget af handling, storslåethed og Italiens historie som middel til at markere landet. Bevægelsen blev det bestående samfunds knyttede næve til at bekæmpe arbejderorganisationer og socialistiske partier. Den politiske ideologi var begrænset; for Mussolini drejede det sig om personlig magt, og hans diktatur var en kendsgerning fra 1924. Oprindelig var han et forbillede for Adolf Hitler, men blev hurtigt en politisk og militært set besværlig og ligegyldig allieret under 2. verdenskrig. I 1945 blev Mussolini skudt og hængt op i en lygtepæl med hovedet nedad.

Portugal
António de Oliveira Salazar gennemførte i 1926 et militærkup som følge af social uro og økonomisk ubalance. Han udviklede Den Nye Stat, 'Estado Novo' der af regimets støtter er karakteriseret som et samfund med økonomisk og samfundsmæssig stabilitet. Portugal var dog et konservativt katolsk funderet diktatur og et af de fattigste lande i Europa. Under 2. verdenskrig var landet neutralt og med så stor dygtighed at landet som det eneste diktatur blev medstifter af NATO i 1949. Salazar døde naturligt i 1968 og i 1974 ophørte hans 'Estado Novo'.

Spanien
Den 17. juli 1936 rykkede General Franco i spidsen for den spansk-afrikanske hær ind over det spanske fastland som konsekvens af det demokratiske valgresultat hvor Folkefronten, 'Frente Popular' havde vundet på et program om reformer. Den spanske borgerkrig var en realitet. Fra 1939 til sin naturlige død i 1975 var Franco diktator i Spanien. Hans politik var konservativ og katolsk funderet under navnet 'frankisme'. Spanien samarbejdede med Italien og Tyskland og blev anset for at være et fascistisk diktatur. Under 2. verdenskrig var landet neutral.

*Nazisme
Totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter WWl nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Politisk er der mange ligheder med fascismen, men med den væsentlige forskel at nazismen bygger på ideen om racelære, mens fascismen fremhæver kulturel og klassebetonet overlegenhed. Nazismen er tæt knyttet til personen Adolf Hitler og hans bog ’Mein Kampf’.

Partiet NSDAP
'Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei' blev dannet den 24. februar 1920, og i et 25 punkts-program blev dets politik præsenteret. Centrale elementer var anti-parlamentarisme og pan-germanisme, racisme især vendt mod jøderne, modstand mod økonomisk og politisk liberalisme samt en stærk antisocialisme. Her til kom elementer af forsorg og tryghed som man ellers kun forbinder med en velfærdsstat.

"Mein Kampf"
Den vigtigste kilde til nazismen er "Mein Kampf" som Hitler skrev i 1924 da han var fængslet efter det mislykkede *ølstuekup. Han beskæftigede sig især med de større udenrigspolitiske mål: genskabelse af et stortysk rige i midten af Europa, så ikke blot Østrig skulle indlemmes i Tyskland, men også de efter WWl tabte tyske mindretalsområder. Østeuropa spillede en central rolle, for det var her det tyske *'Lebensraum' skulle findes. Den økonomiske politik blev kun berørt få steder, racelæren derimod indtog en væsentlig plads kombineret med en rigid nationalisme.

Kendetegn ved nazismen

  • Totalitarisme i stedet for demokrati. Kritik af regimet, partiet og ideologien var umulig. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 var kun NSDAP lovligt, magtens tre-deling blev ophævet, alle politiske kontrolinstanser, domstolene samt medier blev underlagt partiets kontrol. Det hemmelige politi underlagt partiet, og føreren opererede uden for lovens rammer.
  • Militarisme og imperialisme prægede hele samfundet som forberedelse på en krigssituation. Børn blev i 'Hitler Jugend' trænet i krig, og det civile samfund blev indrettet efter militært mønster hvor ordrer oppefra skulle følges. Imperialismen gav sig udslag i ønsket om at dominere, kolonisere og i sidste ende inkorporere nærliggende stater.
  • Blut-und-Boden-ideologien forherligede og romantiserede det enkelte menneskes forhold til landet og jorden i modsætning til den fremmedgørende industrialisering og borgerskabets grådige og griske kapitalistiske idealer. Man forestillede sig nostalgisk en urtilstand, beboet af bønder.
  • Idealisering af mandlige værdier (tapperhed bl.a.) og kvindelige værdier (svaghed bl.a.) som hang nøje sammen med forberedelsen til krig.
  • Konspirationsteorier om at den internationale jødedom var ude på at dominere verden gennem at svække de andre folkeslag og deres nationer.
  • England og Frankrig
  • Appease-ment
  • Rusland / USSR
  • USA

Storbritannien og Frankrig var de ubestridte sejrherrer i Europa efter WWl. Men deres relation til Tyskland var meget forskellig og imellem dem opstod en skepsis som nærmede sig egentlig had. Det kom til at spille en rolle for udviklingen op til WWll.

Storbritannien
Med enkelte undtagelser dominerede de konservative engelsk politik i mellemkrigstiden.
Holdningen til Tyskland var imødekommende fordi man var mere interesseret i at gengive Tyskland dets plads i verdenshandelen end at kue landet.
Holdningen til Frankrig var derimod præget af skepsis fordi landet forsøgte at få allierede i Europa øst for Tyskland. Dermed kunne Frankrig opnå en overvældende overmagt og være en potentiel fare for Storbritannien.

Frankrig
En meget væsentlig del af krigen var udkæmpet på fransk jord (mere end hele Danmarks størrelse) med grusomme ødelæggelser som resultat, så de franske krav om tyske erstatninger og det franske hovmod var ganske forståeligt set på denne baggrund. Den franske holdning var meget afvisende over for Tyskland, og forsvarspolitisk indgik Frankrig og Sovjetunionen en bistandspagt i maj 1935 hvor de to lande forpligtede sig til konsultationer i tilfælde af trussel fra en tredie magt og til øjeblikkelig hjælp i tilfælde af angreb. I samme måned blev pagten suppleret med en tjekkoslovakisk-sovjetisk pagt.

Frankrig koncentrerede i øvrigt sit forsvar ved at bygge *Maginotlinjen langs Frankrigs grænse mod øst på trods af at Tyskland ved begyndelsen af WWl havde angrebet nord fra gennem Belgien!

Politikken
Appeasementpolitik er den udenrigspolitiske bestræbelse på at opnå en fælles forståelse i international sammenhæng ved forhandling og indgåelse af aftaler. Ordet 'appeasement' kan direkte oversættes til 'fredeliggørelse'.

Det bedst kendte eksempel på denne udenrigspolitik er Münchenforliget i 1938 som ofte karakteriseres som en vigende britisk politik over for ultimative (tyske) krav. Men allerede i årene efter fredsafslutningen i 1918 var den britiske udenrigspolitik præget af 'appeasement':

  • ved fredskonferencen i 1919 blev tyske landafståelser begrænset ved afholdelse af folkeafstemninger
  • Frankrigs besættelse af Ruhrområdet i 1923 blev ikke støttet af Storbritannien
  • de tyske krigsskadeerstatninger blev nedsat gennem *Dawes- og Youngplanen
  • på nedrustningskonferencen i Geneve i 1932 gik Storbritannien ind for at nivellere den militære balance gennem lempelse af Versaillesfredens bestemmelser for de tyske rustninger.

Det blev imidlertid nødvendigt ved Adolf Hitlers magtovertagelse at vurdere de udenrigspolitiske konsekvenser: Udgangspunktet var dog at det i praksis havde vist sig at nye bevægelser med et aggressivt udenrigspolitisk program som det fascistiske Italien alligevel endte med at acceptere de eksisterende udenrigspolitiske forhold.

Men alligevel forøgede Neville Chamberlain som var finansminister i 1934, de britiske militære bevillinger for at imødegå den tyske oprustning.

Oktoberrevolutionen i 1917 var et afgørende vendepunkt for Rusland som gik fra at være et oligarki med zaren i spidsen til en union styret af arbejderråd, *Sovjetunionen.

Landet havde indgået våbenstilstand i 1917 og fred i 1918 med Tyskland som derfor kunne koncentrere sin militære magt på Vestfronten til de andre Ententemagters forståelige utilfredshed. Samtidig skabte socialismens sejr i Rusland omend ikke frygt så i hvert fald bekymring.

USA, Storbritannien og Frankrig havde med andre ord ikke meget til overs for Sovjetunionen hvorfor de intervenerede. Hovedårsagen var det almindelige ønske om at gøre en ende på bolchevismen, og situationen kunne godt opfattes sådan at hovedfjenden mere var Lenins regering end Det tyske Kejserrige. Imidlertid blev interventionen opgivet i begyndelsen af 1920 da det ikke lykkedes at styrte sovjetstyret.

Bolschevikkerne ønskede at Zar-Ruslands mange forskellige folkeslag fik ret til at danne selvstændige stater uafhængigt af det russiske rige. Det skulle ikke længere være jordbesidderne og kapitalisterne som bestemte et folks statstilhørsforhold. Nu skulle proletariatet tilkæmpe sig herredømmet og retten til at bestemme det nationale tilhørsforhold. Bolschevikkerne mente dog også at det sejrrige proletariat principielt måtte være interesseret i samarbejde med andre nationers proletariat i den proletariske internationalisme.
Og derfor var det en reaktionær chauvinistisk kontrarevolution at bryde med Sovjetunionen!

Det er i denne forbindelse karakteristisk at Sovjetunionen i 1945 *krævede at generhverve rettighederne i fjernøsten (der var mistet ved det forsmædelige nederlag i 1905) som betingelse for at deltage i kampen mod Japan efter sejren i Europa.

Og fra dette krav går der en lige linje både til Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968.

Men allerede ved begyndelsen af WWll demonstrerede Sovjetunionen sin storrussiske nationalisme og chauvinisme ved at besætte de baltiske lande og den østlige del af Polen samt føre krig mod Finland; alle nationer oprettet efter Zar-Ruslands opløsning.

 

USA's præsident Woodrow Wilson markerede stærkt de politiske synspunkter vedrørende udformningen af freden efter WWl. Men han var mere sit parti, Demokraternes mand end det amerikanske folks, så han formåede ikke at bygge bro mellem de forskellige synspunkter i amerikansk politik. Resultatet blev at Kongressen afviste i marts 1920 ratificeringen af Versaillestraktaten. Ved valget samme år vandt republikanerne igen præsidentembedet som de fastholdt indtil demokraten Franklin D. Roosevelt tiltrådte i 1933.

1920'erne var præget af økomomisk boom, hæmningsløs gammelliberalisme, korruption og etablering af det organiserede gangstervælde. Men nok så væsentligt var USA i disse år præget af isolationisterne, den politiske opfattelse om at USA ikke skulle blande sig udenrigspolitisk og slet ikke i Europas politiske forhold.

I 1929 kom så børskrakket i Wall Street. Krisen. Velstand forsvandt, samfundet gik i stå på mange niveauer. I 1933 vandt Roosevelt præsidentembedet på genopretningsplanen 'New Deal' som skulle yde hjælp til de arbejdsløse, genopbygge den amerikanske økonomi og reformere de økonomiske og finansielle systemer gennem en række statslige instanser.

  • Tidsliste
  • Revolution
  • Weimar republikken
  • Det 3. Rige
  • 1918
  • 1919
  • 1923
  • 1924
  • 1925
  • 1926
  • 1929
  • 1932
  • 1933
  • 1934
  • 1935
  • 1936
  • 1938
  • 1939
3.-4. november Mytteri i den tyske højsøflåde i Kiel spreder sig på få dage til mange storbyer.
7. november Venstresocialisten Kurt Eisner proklamerer i München Bayern som republik.
9. november Socialdemokratiets leder, Friedrich Ebert, indtager kanslerposten efter omfattende strejker og demonstrationer i Berlin. Han etablerer kontakt til den øverste hærledelse.
Ebert udsender meddelelse om kejserens abdication uden dennes underskrift, så rent faktisk blev kejseren afsat.
Den 9.-10. november Berlins Arbejder- og Soldaterråd etableres som central rigsmyndighed for rådsbevægelsen; godkender dannelsen af revolutionsregeringen, 'Rat der Volksbeauftragten' under ledelse af Ebert.
10. november Man påbegynder en stabiliseringspolitik med sigte på valg til en forfatningsgivende nationalforsamling.
28. november Kejseren er flygtet til Holland. Den officielle abdikationserklæring blev underskrevet denne dag.
16.-20. december En kongres af arbejder- og soldaterråd i Berlin bekræfter ledelsens ønske om at føre revolutionen over i en parlamentarisk bane.
januar Væbnede konflikter mellem de grupper som ønskede at videreføre revolutionen, og Ebert-regeringens støtter.
28. juni Versailletraktaten underskrives af Frankrig, England, og Belgien, samt af Det tyske Kejserrige
31. juli Weimarforfatningen vedtages af nationalforsamlingen
11. august Statspræsident Friedrich Ebert underskriver forfatningen
14. august Forfatningen træder i kraft. Tyskland er nu en parlamentarisk forbundsrepublik.

Ruhrområdet
Frankrig og Belgien besætter som konsekvens af en konflikt om betalingen af de tyske krigsskadeserstatninger det tyske industriområde Ruhr.

*Hyperinflation.
I begyndelsen af 20'erne nåede inflationen sit maksimum med en inflation på 3,25 mio %, priserne fordobles hver 49. time.

Ølstuekuppet
8. og 9. november forsøger Hitler at erobre magten i Tyskland. Om aftenen den 8. stormede de ledende nazister med bevæbnede SA-mænd et møde som den bayerske generalstatskommissær afholdt i ølkælderen Bürgerbräukeller i München.

Kuppet lykkedes ikke, det stod klart for alle den næste morgen. Alligevel gennemførte kupmagerne en march gennem München til Feldherrnhalle, hvor det kom til en ildkamp med politiet; 16 nazister og tre politifolk blev dræbt.

Hitler, *Frick og Röhm. blev ved den efterfølgende højforræderiproces idømt milde fængselsstraffe og løsladt i løbet af et års tid. Göring blev såret og flygtede til Sverige.
Kupforsøget fik stor betydning for nazisternes selvforståelse og for myten om Hitler som fører.

Ruhrbesættelsen ophører ved amerikansk mellemkomst.
Tyskland får internationale kreditter mod en stabilisering af marken og et midlertidigt kompromis med hensyn til krigsskadesbetalingerne.
28. februar Statspræsidenten og den socialdemokratiske leder Friedrich Ebert dør.
26. april Den konservative feltmarskal Paul von Hindenburg vælges til ny præsident som 77-årig hvorved den politiske fokus gik mod højre. Han så gerne Tyskland tilbage som en stormagt af betydning.
1. december Locarnopagten underskrives i London. Pagten opdelte grænserne i Europa i to grupper:

  • Tysklands vestgrænse, som blev garanteret (dvs. garantien sikrede de lande som lå vest for Tyskland). For Weimarrepublikken drejede det sig om realpolitik; det følgende år blev landet optaget i Folkeforbundet.
  • Tysklands østgrænse som kunne revideres.
8. september Tyskland (Weimarrepublikken) optages i Folkeforbundet
   
   
Tyskland rammes hårdt af børskrakket i New York. Den økonomiske krise var med til at destabilisere Weimarrepublikken.
'Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei' bliver det største parti i Rigsdagen, men uden at have absolut flertal.
30. januar Hitler udnævnes til Rigskansler af præsident Hindenburg.
27. februar Rigsdagsbranden.
5. marts Rigsdagsvalg.
Hitler fik ved hjælp af de øvrige partier et flertal i Rigsdagen på to tredjedele som var nødvendigt for at omgå forfatningen og give beføjelser til at regere alene. De kommunistiske mandater blev annulleret
23. marts Hitler gennemfører en undtagelseslovgivning, 'Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich' for at kunne afvikle Weimerrepublikken.
10. maj Den første bogafbrænding på Operapladsen i Berlin under ledelse af propagandaministeren Joseph Goebbels.
22. juni Det socialdemokratiske Parti, SPD, forbydes.
juli De politiske partier forbydes med undtagelse DNSAP
14. oktober Tyskland træder ud af Folkeforbundet.

Militær oprustning; den politiske terror og forfølgelsen af minoritetsgrupper intensiveres.

26. januar Ikke-angrebspagt indgås med Polen
30. juni Ernst Röhm, leder af SA, myrdes på Hitles ordre fordi han og SA er for magtfuld en del af partiet.
2. august Hitler udnævnes som statsoverhoved til fører og Rigskansler
   
13. januar Folkeafstemning i Saar-distriktet med overvejende flertal for at blive en del af Tyskland.
16. marts Almindelig værnepligt indføres officielt.
Opbygning af militærstyrker, Die Wehrmacht.
September På partidagene i Nürnberg vedtages de anti-jødiske Nürnberglove, 'Rigsborgerloven' og 'Lov til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære'.


7. marts Den demilitariserede zone i Rhinlandet besættes
25. oktober Berlin-Rom aksen
25. november Antikomintern med Japan
12 marts Anschluss (anneksion). Tyske tropper marcherer ind i Østrig, afsætter regeringen og indlemmer landet i Tyskland
29. september Münchenforliget
1. oktober Tyske tropper marcherer ind i Sudeterlandet
9. november Krystalnatten, jødepogrom.

 

12. marts Tyske tropper marcherer ind i Tjekoslovakiet
22.maj Stålpagten. Miltærsamarbejde mellem Tyskland og Italien
23. august Tysk-Sovjetisk ikke-angrebspagt
1. septemer Tyskland angriber Polen
3. september England og Frankrig erklærer Tyskland krig

Det tyske Kejserriges sammenbrud begyndte før våbenstilstanden den 11. november 1918: Mytteri i flåden som reaktion på flådeledelsens planer om et sidste desparat togt, demonstrationer som blev beskudt af militæret, dannelse af soldater- og arbejderråd og revolutionslignende tilstande i alle de vigtigste byer incl. Berlin. Her blev republikken den 9. november udråbt af Scheidemann fra Rigsdagsbygningen, og kejseren blev sat ud af spillet.

Den nye regering med socialdemokraten Ebert i spidsen indgik imidlertid en aftale med hæren om at stoppe revolutionen og bolschevikkerne. Det skete effektivt, systematisk og blodigt i januar 1919 først ved brug af militæret og efterfølgende ved anvendelse af frikorps under ledelse af højreorienterede officerer.

Men var her overhovedet tale om en revolution? Flertallet af arbejdere var socialdemokrater, de kommunistiske grupperinger havde hverken tilstrækkelig opbakning i befolkningen eller det nødvendige organisationstalent. Grundlæggende var Novemberrevolutionen en bred folkelig oprejsning praktisk talt uden blodsudgydelse med republikanske, antimilitaristiske og pacifistiske mål: man ville fred, af med kejseren og det militære diktatur han repræsenterede.

Det var en skæbnesvanger koalition den socialdemokratiske regering havde indgået med militarismens tilhængere ved at lade frikorps under ledelse af højreorienterede officerer bekæmpe de såkaldte bolschevikker i en kontrarevolution:

  • Socialdemokratiet svigtede sine egne ved at betragte en folkelig oprejsning som en bolschevikisk revolution på trods af at den grundlæggende havde til formål at virkeliggøre socialdemokratiske mål
  • den tyske arbejderklasses politiske magt og indflydelse blev hermed begrænset allerede ved Weimarrepublikkens start
  • frikorpsene fik efterfølgende politisk indflydelse kombineret med en reel magt.

Versaillesfreden begrænsede nemlig det tyske Rigsværn til 100.000 mand som var et betydeligt mindre antal end det de 68 anerkendte frikorps omfattede. Blandt andet derfor krævede Frikorpsgeneralen von Lützow i marts 1920 en ny regering dannet og sig selv udnævnt til chef for Rigsværnet.
Det lykkedes ikke fordi arbejdere både i Berlin og Ruhr-området forsvarede republikken mod Rigsværnet og de frikorps der blev sendt imod dem. Efter en kort kaotisk og turbulent periode blev der dog alligevel udskrevet valg, og kupmagerne blev ikke retsforfulgt.

Ved valget i juni 1920 viste det sig så at socialdemokraterne gik tilbage fra at have 35% af stemmerne opnået ved valget i 1914 til nu at få 22%. Arbejderbevægelsen var svækket og forblev svækket, socialdemokratiet genvandt aldrig sin gamle position. Weimarrepublikken blev herefter ledet af svage regeringer som i kombination med de nationaløkonomiske forhold lagde vejen åben for nazisterne.

 

*
 

 

*Weimarrepublikken er det uofficielle navn på det Tyskland som efterfulgte Det tyske Kejserrige opløst efter nederlaget. Navnet stammede fra byen Weimar hvor forfatningen blev vedtaget af nationalforsamlingen den 31. juli 1919. Statspræsident Friedrich Ebert underskrev forfatningen den 11. august med ikrafttrædelse 14. august.

Republikken skabte et demokrati i Tyskland på trods af de stærke autoritære traditioner. Rigsregeringen var parlamentarisk funderet og ansvarlige over for Rigsdagen. Republikkens præsident var valgt direkte af befolkningen og således ikke afhængig af Rigsdagen. Præsidenten kunne endda iht. forfatningens § 48 overtage Rigsdagens beføjelser og regere ved nødforordninger under henvisning til 'alvorlige trusler mod eller forstyrrelse af den offentlige ro og orden'.

Ebert var republikkens præsident frem til sin død i 1925. Herefter blev den gamle, autoritære og chauvinistiske general Hindenburg fra 1. verdenskrig valgt som præsident. I 1932 blev han genvalgt fordi han var den eneste kandidat socialdemokraterne og midterpartierne kunne samles om mod Hitler.

I Weimarrepublikken var der ikke plads til diskussion om Dolkestødslegenden eller indvendinger mod myten om den ubesejrede hær.
Inflationen var uhyrlig, massearbejdsløshed med tilsvarende nød hørte til dagens orden. Ikke bare republikken, men hele samfundet syntes for mange at stå foran sin endelige og fuldstændige opløsning.

Det er i denne situation at demagogen Adolf Hitler for mange blev et alternativ og en løsning.

I marts 1930 trådte socialdemokraten Hermann Müller og hans regering tilbage. Herefter ophørte det parlamantariske system med at fungere. Den næste regeringsleder, centrumpolitikeren Heinrich Brüning, dannede en mindretalsregering støttet af § 48-forordningen, men allerede i september samme år blev nyvalg udskrevet pga. en for stram økonomisk politik. Nazisterne gik frem fra 12 mandater til 107 mandater, det næststørste parti efter socialdemokraterne. Brüning fortsatte som regeringsleder.

I maj 1932 trådte han tilbage fordi Hindenburg ikke havde tillid til ham, og nyvalg blev afholdt. Nazisterne stormede frem med 230 mandater ud af de i alt 608 mandater, Rigsdagens største parti.

Den konservative katolske junker, Franz von Papen havde afløst Brüning inden valget og regnede nu med at kunne tæmme nazisterne ved at tage dem med i regeringen, men Hitler afviste. Kun hvis han blev Rigskansler ville nazisterne går med i regeringen.

I november samme år blev valg igen udskrevet, og selv om nazisterne gik tilbage med 34 mandater, så medførte det efterfølgende politiske magtspil at den 30. januar 1933 blev Hitler Rigskansler, men nazisterne fik kun 3 pladser i den 11-mands store regering. von Papen blev vicekansler.

Hitler som kansler
Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler Tysklands Kansler. Umiddelbart herefter udskev Præsident Hindenburg igen valg fordi Hitler havde en forventning om at et nyt valg kunne give ham et parlamentarisk flertal. Den ny valgdato var den 6. marts 1933.

Valget 6. marts
Natten til den 28. februar brændte *Rigsdagsbygningen; det blev brugt til en skræmmekampagne mod kommunisterne. Ved valget fik Nazisterne 44 % af stemmerne og i samarbejde med de tysknationale gav det 52 %. Ved at erklære de kommunistiske stemmer for ugyldige fik nazisterne 66% af stemmerne, altså et kvalificeret flertal på 2/3.
Hitler brugte Rigsdagsbranden til at knuse kommunisterne, tusindvis blev arresteret, og den kommunistiske presse blev forbudt. Også socialdemokrater gik med i købet.

Rigsdagen vedtog nu en bemyndigelseslov der foreløbig for de næste 4 år overdrog den lovgivende magt til Hitlers regering. Bemyndigelsesloven blev fornyet reglmæssigt, sidste gang i 1943. Weimarrepublik, demokrati og parlamentarisme var hermed lovformeligt afskaffet!

*Det 3. Rige
Nazificeringen tog fart, Hitlers Tyskland blev realiseret.
Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne en slet uddannet og middelmådig person på så skæbnesvanger vis komme til magten i Tyskland, kendt som en stor nation der havde fostret kultur og filosofi af international betydning?
Tyskland var imidlertid ikke et samfund med stabile politiske, sociale og kulturelle institutioner, tværtimod var det uroligt, ustabilt og på alle måder i strid med sig selv. Og Hitlers ideer var såmænd ikke nye, hverken antisemitismen, antikommunismen eller nationalismen; tysk arvegods fundet frem igen.

Det nye nazismen bragte, var at drage konsekvensen af antisemitismen ved at foranstalte et folkemord på jøderne, af antikommunismen ved at borteliminere socialdemokraterne og alt til venstre herfor og af nationalismen til at opruste til krig og praktisere folkedrab på såkaldt underlødige racer.

Økonomien spillede ikke den store rolle i den nazistiske politik, men i kraft af den bevidste oprustning blev der skabt produktion, arbejdspladser og umiddelbart bedre leveforhold.

Udenrigspolitisk var det bærende element for nazisterne hadet til Frankrig, foragt for de slaviske folk i hvis lande det tyske *Lebensraum skulle etableres, og en forventning om at genskabe Tysklands storhed.

Efter Hindenburgs død i august 1934 blev Hitler erklæret for Tysklands topfigur, 'Führer und Reichskanzler'. Værnemagten skulle herefter aflægge troskabsed til Hitler personligt. Et genialt træk for hermed blev soldater og officerer bundet til Hitler personligt, - det var utænkeligt i tysk militærtradition at bryde sådan en ed!

I punktform er karakteristikken af det tredie rige:

  • afskaffelse af de tyske delstaters selvstyre til fordel for en centraliseret, nazistisk diktaturstat
    • forbud mod politiske partier med undtagelse af DNSAP
    • forbud mod fagforeninger
  • statslig styring af økonomien i nært samarbejde med den tyske storkapital
  • oprustning (produktionsstigning og igangsættelse af anlægsprojekter som fik arbejdsløsheden til at falde)
  • det ariske folks overlegenhed
    • indførelse af racelove
    • senere opbygning af tilintetgørelseslejre
  • Aggressiv udenrigspolitik

 

Forrige side
Afsnittets begyndelse
Næste side
 
 
 

www.modstandskampen.dk