BOPA's grundlæggere BOPA's grundlæggere
EUROPA 1914 - 1939

WWl - mellemkrigstid - optakten til WWll


Optakten til 2. verdenskrig.

med vægten på Europa

  • Optakt
  • Tjekko-slovakiet
  • 1939
    før WW II
  • USSR og Tyskland
  • Polen
  • Rhinlandet
  • Anschluss
  • München forliget
  • Vurdering
  • Britisk udenrigs-politik
  • WW II
    årsager

Den 7. marts 1936 blev det demilitariserede Rhinland indtaget af tyske styrker.

Versailletraktaten
Det var et klart brud på traktatens bestemmelser om at området skulle være en afmilitariseret zone og fungere som buffer mellem Frankrig og Tyskland.
Men Tyskland havde året forinden (16. marts 1935) indført militær værnepligt som også var et klart brud på traktaten, uden at der skete andet end at de tidligere Ententemagter havde protesteret officielt. Så kunne en genmilitarisering af Rhinlandet også forsøges, - det var jo indiskutabelt tysk område.

De tyske styrker
Den første tyske styrke var på 10.000 mand suppleret med områdets bevæbnede politi og opstillet som infanteriregimenter på i alt 25.000 mand. Ved udgangen af marts omfattede de tyske styrker 60.000 mand. Det var kun 20% af det antal Frankrig vurderede den tyske styrke til.

Skyldtes det dårlig fransk efterretning? Måske. Men det gav Frankrig en reel begrundelse for ikke at reagere selv om årsagen skulle findes et andet sted.

Reaktionen som udeblev
WWl havde været en grusom oplevelse og for de ansvarlige politikere et chock. Det viste sig at verdens problemer netop ikke kunne løses ved at drage i krig. Så at indlede en væbnet konfrontation pga. tyske troppers indmarch i egen landsdel, var ikke en politisk farbar vej.

Endvidere var den tyske oprustning i faktisk overensstemmelse med forhandlingsresultatet på *nedrustningskonferencen i Geneve 1932-33. Det kunne endvidere være svært at afgøre, hvornår den tyske oprustning havde nået et omfang som kunne begrunde en indgriben fra de tidligere Ententemagter. Tyskland var en suveræn stat og Rhinlandet en del af denne stat; genmilitariseringen overskred ikke grænsen for en suveræn stats normale handlemåde.

Det britiske tilsagn
Og så var det jo ikke uvæsentligt for Frankrig at få den britiske regerings tilsagn om militær bistand mod et 'uprovokeret angreb'. Det var første gang i den britiske historie at landet havde sluttet en alliance i fredstid med en kontinental magt.

Tysklands anneksion (Anschluss) af den selvstændige stat Østrig skete den 12. marts 1938 ved en militær besættelse som i praksis blev begrundet med den østrigske kansler, Arthur Seyss-Inquarts anmodning om tyske tropper.

Årsagen
Anschluss havde sin rod i Hitlers pan-germaniske ide. Alle tysk-talende lande skulle samles i et Stortyskland, foreløbig var Saar kommet tilbage til riget i 1935 efter en folkeafstemning og Rhinlandet militariseret.

Udenrigspolitisk
Anschluss ville medføre at Tyskland fik fælles grænse med Tjekkoslovakiets tysktalende landområde Sudetenland som omfattede dele af områderne Böhmen, Mähren og Schlesien.

Forløbet
Grundlæggende ønskede nazisterne ikke at erobre Østrig militært, landet og dets befolkning skulle jo være en ligeberettiget og integreret del af Tyskland.
Den østrigske kansler Kurt Schussnigg havde imidlertid udskrevet valg til den 13. marts om Østrigs fremtidige tilhørsforhold. Derfor truede Hitler ham med tysk intervention til at aflyse valget og til at gå af som kansler til fordel for nazisten Arthur Seyss-Inquart. Imidlertid nægtede den østrigske præsident Miklas at foretage udnævnelsen.

Seyss-Inquart valgte derfor på vegne af en fiktiv provisorisk regering at anmode Tyskland om at sende tropper. Efterfølgende blev han Rigsstatholder i Ostmark, Østrigs nye navn.

Udlandet reagerede ikke.
Mussolini havde tidligere advaret Hitler mod en annektering af Østrig, men forholdt sig nu passiv. Storbritannien kunne ikke love hjælp under nogen form og forholdt sig ligeledes passiv. Der var således ingen internationale reaktioner som Hitler kunne opfatte som faresignaler.

Den 29. september 1938 mødtes den britiske premierminister Neville Chamberlain og den franske premierminister *Édouard Daladier med Adolf Hitler i München for at bilægge uenigheden om *Sudeterlandets fremtidige tilhørsforhold. Mødet var kommet i stand på Mussolinis opfordring, og han oplevede her sit udenrigspolitiske højdepunkt.

Det var nok så sigende hvem der ikke deltog: Sovjetunionen som havde en bistandpagt med Tjekkslovakiet, og (ja, man skulle ikke tro det) Tjekkoslovakiet som det hele drejede sig om!

Hitlers krav fra et foregående møde mellem ham og Chamberlain (den 22. september) var blevet afvist, og både Frankrig og Storbritannien begyndte at mobilisere, men havde som en sidste mulighed opfordret til nye forhandlinger.

Disse nye forhandlinger blev mulige ved Mussolinis opfordring til et mæglingsmøde den 29. september som er gået over i historien som Münchenforliget. Demokratierne Storbritannien og Frankrig aftalte med de to fascistiske regimer, Tyskland og Italien, det fremtidige nationale tilhørsforhold for det tjekkoslovakiske område "Sudetenland". Og vel at mærke uden at inddrage Tjekkoslovakiet. Landets regering blev efterfølgende orienteret (se mere under fanen Tjekkoslovakiet).

Ved hjemkomsten til London den 30. september proklamerede Chamberlain ”I believe it is peace for our time”; samtidig fremviste han et dokument med en aftale han havde indgået med Hitler.

Aftalen var præget af almindeligheder uden reelle forpligtelser:

"We, the German Fuhrer and Chancellor and the British Prime Minister, have had a further meeting today and are agreed in recognising that the question of Anglo-German relations is of the first importance for the two countries and for Europe.

We regard the agreement signed last night and the Anglo-German Naval Agreement as symbolic of the desire of our two peoples never to go to war with one another again.

We are resolved that the method of consultation shall be the method adopted to deal with any other questions that may concern our two countries, and we are determined to continue our efforts to remove the possible sources of difference and thus to contribute to assure the peace of Europe".

 

Skampletten
Münchenforliget opfattes af mange som en skamplet, - forliget sikrede jo ikke fred i vor tid. Og ved at give appeasementpolitikken og Neville Chamberlain ansvaret, kunne alle andre gå fri. Men appeasementpolitikken havde generelt været accepteret i det britiske politiske liv.

Winston Churchill
Mange havde ganske vist forsøgt at påvirke udviklingen, - en af de mest kendte var Winston Churchill som den 5. oktober 1938 i Det engelske Underhus udtalte :

Vi er her vidner til en ulykke af umådeligt omfang der har ramt Storbritannien og Frankrig. Lad os ikke lade som om vi ikke er klar over det. [...] Mange mennesker mener sikkert at det kun er Tjekkoslovakiets interesser man har prisgivet, men det er min overbevisning at vi vil opdage at vi har svækket Storbritanniens og Frankrigs sikkerhed, ja måske på skæbnesvanger vis har sat selve deres frihed på spil [...] Tro ikke at dette er enden [...] Det er blot begyndelsen til det store opgør.

Appeasementpolitikkens forudsætning
Men det forhindrede ikke Neville Chamberlain et halvt år senere da tyskerne gik ind i Prag, blot at bemærke at så var forsøget i München altså ikke lykkedes. Det tjekkoslovakiske spørgsmål var for ham et spørgsmål om en konflikt mellem fjerne folk og nationer. Men det var et alvorligt udenrigspolitisk problem at aftaler ikke blev overholdt. Det var hele forudsætningen for appeasementpolitikken. Og da Hitler ikke havde forstået denne forudsætning, eller måske snarere var total ligeglad med britisk gentleman-diplomati, var selv appeasementpolitikkens førstemand Chamberlain nødt til at ændre udenrigspolitisk kurs.

Det rigtige tidspunkt?
Men forløbet tilbage i september 1938 var ikke velegnet til en væbnet konfrontation. Sudetertyskernes ønske om national selvbestemmelse var i overensstemmelse med hele Versailletraktatens ide. Så for en samtid som ville undgå krig endnu en gang, blev forliget modtaget med begejstring.

Og Chamberlain havde forventet at Hitler ville overholde *aftalen om 'that the method of consultation shall be the method adopted to deal with any other questions that may concern our two countries'.

Men Hitler tilsidesatte denne aftale da tyskerne gik ind i Prag i foråret 1939, ved ikke på forhånd at konsultere den britiske regering. Derfor måtte fortsatte britiske bestræbelser på at opnå en fælles forståelse med Tyskland kombineres med en magtpolitik ved at indgå militære aftaler med lande øst for Tyskland.

Problemet var blot at de østeuropæiske lande var blevet holdt uden for ved indgåelsen af Münchenforliget, og derfor var muligheden for nu at indgå en aftale ikke oplagt: Tjekkoslovakiet var fuldstændig tysk interesseområde, og Stalin havde på den 18. partikongres 10. marts 1939 advaret dem der havde for skik at lade andre rage kastanierne ud af ilden for sig, - en klar hentydning til Storbritannien og Frankrig. Polen var imidlertid en mulighed hvilket den britiske regering valgte den 31. marts.

Hermed var et forhandlingsnederlag i München på vej til at blive en militær forpligtelse indgået af politiske årsager, ikke af militærstrategiske.

Münchenforliget havde ikke skabt den stabilitet som Storbritannien og Frankrig havde forventet. Begge lande fortsatte derfor med at opruste, så Storbritannien i tilfælde af krig ville være i stand til at sende 32 divisioner til Frankrig mod de 2 der havde været parat i september 1938.

Samtidig var den lovede erklæring til Tjekkoslovakiet ikke blevet effektiv (fordi Tyskland og Italien ikke havde tilsluttet sig som aftalt), og det medførte at Tjekkoslovakiet i praksis blev afskrevet.

Men hvis det blev reglen i fremtiden at Hitler kunne indgå politiske aftaler, som han efterfølgende brød militært, og Storbritannien derefter skrev det på den underigspolitiske tabskonto, så var appeasementpolitikken og Storbritanniens udenrigspolitiske indflydelse definitivt slut.

Derfor gav Chamberlain den 17. marts udtryk for sin dybe mistillid til Hitler i en radiotale hvor han stillede spørgsmålet: Er dette det sidste angreb [...] eller skal det efterfølges af andre? Er det i virkeligheden [...] et forsøg på at dominere verden ved magt?

Appeasementpolitikken var dog ikke opgivet af Chamberlain der i stedet reviderede den ved at ville skabe en magtpolitisk situation som skulle sikre at Hitler ikke brød de politiske spilleregler.

I en militær sammenhæng skulle valget af samarbejdspartner øst for Tyskland være Sovjetunionen hvis hær måske var svækket efter de store udrensninger, men i en defensiv sammenhæng tilstrækkelig stærk til at kunne modstå en aggression fra Hitler. Valget blev anbefalet af Winston Churchill og Generalstaben.
I en politisk sammenhæng anså Chamberlain imidlertid militært samarbejde med Sovjetunionen for nyttesløst:

  • det ville vække mishag i det meste af verden
  • det ville for alvor hindre forsøget på at ændre USA's neutralitetspolitik
  • Polen og andre østeuropæiske lande ville måske slutte sig til Tyskland for at undgå samarbejdet med Sovjetunionen

Politisk valgte Chamberlain derfor Polen som samarbejdspartneren øst for Tyskland. Det blev bekendtgjort den 31. marts 1939.

Årsagen var et rygte om at Tyskland ville angribe Rumænien som rådede over nødvendige varer som råvarer og olie. Polen var dog ikke parat til at garantere for Rumæniens grænser hvis det skete i samarbejde med Sovjetunionen (som havde accepteret Storbritanniens forespørgsel herom), for det ville medføre et brud med Tyskland.

Storbritannien havde derfor været nødsaget til vælge, og valget faldt på Polen med et (spinkelt og ubekræftet) håb om, at Sovjetuionen ville acceptere en plads i anden række og påtage sig at forsyne Polen og Rumænien under en krig.

Tyskland angreb ikke Rumænien, og aftalen med Polen indskrænkede sig til at være en midlertidig garanti som kun gjaldt mod handlinger der truede Polens uafhængighed (herunder hørte Danzig ikke), og i øvrigt kunne den opsiges når som helst.

Den 25. august underskrev Storbritannien og Polen en forsvarspagt, den eneste mulige udenrigspolitiske udvikling hvis Chamberlain og hans appeasementpolitik skulle bevare den sidste rest af troværdighed. Formålet var stadig at sikre en magtpolitisk situation som fastholdt Hitler på de politiske aftaler!

Tjekkoslovakiet ophørte med at eksistere da tyske tropper den 15. marts 1939 rykkede ind i Prag.

Anledningen var en åben strid imellem Tjekkiet og Slovakiet idet centralregeringen i Prag havde afsat den slovakiske regering og opløst dets nazi-inspirerede Hlinka-garde oprettet som modvægt til den fælles tjekkoslovakiske hær. Efterfølgende havde Hitler truet den tjekkoslavakiske præsident Hacha til at give ham et alibi til at rykke ind i landet ved selv at tilkalde den tyske hær.

Hitler forstod måske ikke at dette skridt var en fejltagelse. Indtil nu havde han jo faktisk haft de tidligere Ententemagters velsignelse, i hvert fald Storbritanniens og Frankrigs. Men ved at besætte Tjekkiet fik han den vestlige opinion imod sig. Her var ikke tale om indlemmelse af tyske landområder, men om besættelse af en selvstændig stat uanset præsidentens formelle anmodning.

Imidlertid opnåede Nazi-Tyskland betydelige militærgevinster

  • afvæbningen af den tjekkoslovakiske hær
    • fjernede en flanketrussel
    • dens moderne udrustning blev overtaget
  • Skoda-fabrikkerne og våbenindustrien blev overtaget.

Gevinsten var så stor at fejltagelsen var til at overse - for Hitler. En forskydning af de militære styrkefold i Europa til Nazi-Tysklands fordel.

  • Overblik
  • Forår Sommer 1938
  • September 1938
  • Landet opløses

Tjekkoslovakiet blev en selvstændig demokratisk stat i 1918 da det erklærede sig fri af Østrig-Ungarn; geografisk placeret i den nordligste del af dobbeltmonarkiet.

Østrig-Ungarn 1914

Landet var diplomatisk anerkendt af de andre europæiske stater, og i 1935 indgik det en bistandspagt med Sovjetunionen i fortsættelse af den fransk-sovjetiske forsvarspagt som forudsatte en fransk ratificering.

Tjekkoslovakiet var en *flernational stat hvor tjekkerne udgjorde ca. halvdelen af den 15 mill. store befolkning. Tyskerne som især boede i Sudeterbjergene og derfor almindeligvis blev kaldt for sudetertyskere, udgjorde det største mindretal på godt 3 mill.
'Sudetendeutsche Partei' under ledelse af Konrad Henlein havde opbakning fra ca. 90 % af de tyske vælgere ved lokalvalgene i sommeren 1938. Partiet havde sit udspring i et nazistisk parti som var blevet forbudt i 1933. I praksis var partiet det tyske nazipartis forlængede arm og udførte systematisk femte kolonne virksomhed.

I Weimarrepublikkens dage havde forholdet mellem sudetertyskere og tjekker været rolig, men med gnidninger. Efter nazisternes magtovertagelse orienterede det tyske mindretal sig mod nazismen, og Anschluss af Østrig vakte forhåbning om en grænseflyning, så *Sudeterlandet kunne blive en del af Tyskland.

 

 

 

Konrad Henlein
Den 24. april fremlagde Konrad Henlein i 8 punkter en række krav til selvstyre som det tyske udenrigsministerium stod bag. Det blev pointeret at sudetertyskerne ikke måtte rejse krav om grænserevision fordi det ville implicere Tyskland.

Hitler havde inden Henleins tale den 21. april gjort sig overvejelser med lederen af Værnemagtens overkommando, general Keitel, om mulighederne for et militært angreb, som dog ikke måtte ske uprovokeret.

I begyndelsen af maj foretog Konrad Henlein en propagandrejse til Storbritannien hvor hans krav fik megen opmærksomhed og blev mødt med sympati.

Forsvarsforbundet
I forbindelse med lokalvalgene nåede et rygte til verdenspressen den 20. maj om tyske troppekoncentrationer ved grænsen til Tjekkoslovakiet. Det viste sig kun at være et rygte. Men det medførte at den franske regering offentlig bekræftede sit forsvarsforbund med Tjekkoslovakiet, og i løbet af sommeren sendte Sovjetunionen symbolsk nogle militære fly til Tjekkoslovakiet som bekræftelse på bistandspagten. Den britiske ambassadør i Berlin gjorde det ligeledes klart at Storbritannien nok også ville handle militært ved et tysk angreb.

Optrapning
Hitlers reaktion blev den stik modsatte af det forventede. Han skærpede sit direktiv til værnemagten om den militære operation:
"Det er min urokkelige beslutning at tilintetgøre Tjekkoslovakiet ved militær aktion i nær fremtid...".

Sudetertyskerne sørgede for at vedligeholde den politiske spænding sommeren igennem, og der var i franske og britiske regeringskredse sympati for dem; sudetertyskerne var jo et national mindretal. Tjekkoslovakiet ansås for at være den største trussel mod freden.

Den franske regering meddelte derfor den tjekkoslovakiske ambassadør den 20. juli at Frankrig kun ville støtte landet til at få en så gunstig forhandlingsposition som mulig. Den britiske premierminister Chamberlain forsøgte at mægle i konflikten ved at sende en diplomat til Prag for her at pointere at den tjekkiske regering indtog en urimelig holdning i hele spørgsmålet, og derfor måtte Frankrig være løst for sine forpligtelser.

Det var utænkeligt at den tjekkoslovakiske regering ville give sudetertyskerne nogen indrømmelser, for i så fald skulle alle andre jo også have tilsvarende indrømmelser. Det ville den flernationale stat ikke kunne overleve. Alligevel var den tjekkoslovakiske regering meget imødekommende. Samtidig var Henlein ikke længere den forfulgte repræsentant for et mindretal, men derimod meget krævende. Chamberlains forsoningsforsøg endte resultatløst.

Konsekvensen
Imidlertid fik besøget en ganske anden og utilsigtet konsekvens: Storbritannien havde nu aktivt engageret sig i østeuropæisk politik, for Chamberlain ville fastholde appeasementpolitikken. Alternativet ville jo være at overlade Tjekkoslovakiet til Tysklands aggresion, og dermed ville de forrige års politiske bestræbelser på at komme videre i en international sameksistens være forgæves.

Hitlers tale
På partidagene i Nürnberg holdt Hitler den 12. september en tale hvor han i skarpe vendinger angreb Tjekkoslovakiets undertrykkelse af 3 ½ mill. tyskere. Det fremgik at de kunne forvente hjælp. Om natten opstod der en revoltelignende situation i Sudeterlandet, og næste dag meddelte Henlein at forhandlingerne med den tjekkslovakiske regering var afbrudt.

Chamberlain og Hitler mødes første gang
Det fik Chamberlain til at afholde et personligt møde med Hitler den 15. september i Berchtesgaden. Hitler krævede Sudeterlandet indlemmet i Tyskland og var rede til at føre krig for at opnå det.
Chamberlain accepterede Hitlers krav og fik efterfølgende både den britiske og franske regerings accept. Imidlertid krævede Frankrig på et møde den 18. september i London at Tjekkoslovakiet skulle sikres gennem en international garanti efter afståelsen af Sudeterlandet. Det blev accepteret, så Storbritannien blev hermed endnu mere involveret i kontinental europæisk politik.

Herefter bestod opgaven i at får Tjekkoslovakiet til acceptere afståelsen af Sudeterlandet. For den tjekkoslovakiske regering kunne det betyde statens undergang, i hvert fald ville landet ligge militært åbent fordi forsvarsværkerne i Sudeterbjergene også gik tabt ved afståelsen. Men alternativet var en krig alene mod Tyskland, og selv om Tjekkoslovakiet havde en meget stor, veludstyret og stærk hær var det ikke et reelt alternativ.

Den 21. september bøjede Tjekkoslovakiet sig.

Chamberlains 2. møde med Hitler
Næste dag den 22. september rejste Chamberlain igen til Tyskland og Hitler som imidlertid ikke var tilfreds (fordi det han ønskede var Tjekkoslovakiet og ikke Sudeterlandet). Nu skulle også Polens krav på hele Zaolzie-området (Teschen) og Ungarns på den sydlige del af Slovakiet opfyldes, og slovakkerne skulle have selvstyre. Og på grund af forfølgelserne som Hitler påstod fandt sted i Sudeterlandet, skulle området straks besættes. Chamberlain var parat til bringe kravene videre til sin egen og den franske regering.

Hitlers krav afvises
Regeringerne afviste Hitles krav. De gik dog med til at sende en sidste advarsel til Berlin med en opfordring til nye forhandlinger. Samtidig gav Chamberlain tilsagn om at hvis Frankrig støttede Tjekkoslovakiet mod et tysk angreb, så ville Storbritannien følge med. Storbritannien havde endegyldigt involveret sig i østeuropæisk politik; den 26. september begyndte Frankrig at mobilisere, Storbritannien den 28.

Holdningsskiftet var begrundet i at forudsætningen for appeasementpolitikken var væk. Hitlers krav var ikke af begrænset karakter, men ultimative og vidtrækkende.

Mussolinis mæglingsforslag
Måske troede man at være på randen af en ny krig, men de nye toner fra London og Paris dæmpede Hitler, samtidig med at Mussolini gjorde det klart at han ikke ville gå i krig på Tysklands side pga. Tjekkoslovakiet. Han tilbød i stedet sig selv som mægler. Frankrig og Storbritannien fik på den måde opfyldt kravet om nye forhandlinger.

 

Forhandlingerne fandt sted den 29. september i München. Deltagernationerne var Italien med Il Duce Benito Mussolini som sad for bordenden, Storbritannien med premierminister Neville Chamberlain, Frankrig med premierminister Édouard Daladier og Tyskland med Der Führer Adolf Hitler.

Mussolinis mæglingsforslag gik i al sin enkelthed gik ud på at Tyskland skulle overtage Sudeterlandet mellem den 1. og 10. oktober. Forslaget var udarbejdet af det tyske udenrigsministerium, og indholdsmæssigt svarede det til Hitlers krav fra den 22. september.

Operationen skulle overvåges af repræsentanter fra de tilstedeværende nationer og Tjekkoslovakiet. Den endelig grænse skulle fastlægges efter en folkeafstemning. Da Storbritannien og Frankrig fik garanti for den resterende del af Tjekkoslovakiet blev forslaget godkendt!
Folkeafstemningen blev ikke afholdt, garantien blev betydningsløs, 11 måneder senere var 2. verdenskrig et faktum.

Tjekkoslovakiet ophørte i løbet af de kommende måneder med at eksistere, sådan som nedenstående kort viser:

Tjekkoslovakiets landafståelser 1938

  1. Tyskland besætter *Sudeterlandet (efterår 1938)
  2. Polen besætter *Zaolzie-området med polske minoriteter (efterår 1938)
  3. Ungarn besætter grænseområder med ungarske minoriteter (sydlige tredjedel af Slovakiet samt det sydlige Ruthenien)
  4. Ungarn besætter resten af *Ruthenien, dog besatte Polen den nordligstee del (16. marts 1939).
  5. I marts 1939 bliver de tilbageværende tjekkiske områder til en tysk satellit-stat med navnet *Protektorat for Böhmen og Mæhren".
  6. Af det tilbageværende Tjekkoslovakiet dannes *Slovakiet som bliver endnu en tysk satellit-stat
  • Memel
  • Danzig
  • Den polske korridor
*
Øst Preussens nabolande
Den 23. marts 1939 gik tyske tropper ind i byen Memel og tog hermed det omstridte og overvejende tysktalende Memelland tilbage fra Litauen som havde annekteret området i 1923.
Det kastede ikke mange avisoverskrifter fra sig. Hitler havde længe betegnet det som en bagatelsag der kunne klares med et anbefalet brev til den litauiske regering. Og i praksis fik han ret.

Det interessante og væsentlige var at tyskerne rykkede ind to dage efter den tyske udenrigsminister von Ribbentrops ultimatum til den polske ambassadør i Berlin om indlemmelse af Danzig i Det 3. rige.

Memel havde været en del Prøjsen siden 1657 og Weimarrepublikken fra 1918 - 1920. Men områdets nationale tilhørsforhold var usikkert, i hvert fald blev Memelland i Versaillestraktaten underlagt Folkenes Forbund (ligesom Danzig og Saar) indtil en folkeafstemning om det nationale tilhørsforhold kunne afholdes. I 1923 opstod en revolte, Klaipeda revolten, som medførte Litauens egenmægtige anneksion af området.

Danzig var hovedbyen i Vest Preussen (nummer 13 på kortet), den tyske landsdel som bliver polsk efter WWI. Byen blev ikke en del af Polen, men derimod en Fristad under Folkenes Forbund. Det var i overvejende grad en tysk by.

Regeringssproget var tysk. Den lovgivende forsamling, Volkstag, bestod af 120 medlemmer, valgt for fire år. Senatet bestod af præsidenten og 20 senatorer, valgt af Volkstag.
Danzig var ikke en fuldstændig suveræn stat; fra 1922 udgjorde byen et toldområde sammen med Polen. Alle samfærdselsmidler var underlagt polsk forvaltning, og funktionærerne var polakker. Havnen og vandvejene blev administreret af en havnekommission med 10 medlemmer, 5 fra Danzig og 5 polakker under forsæde af en schweizisk præsident, valgt af Folkeforbundet.

Danzig måtte ikke afslutte traktater med fremmede magter og måtte ikke benyttes som militær- eller marinebasis, have fæstningsværker eller fremstille krigsmateriel. Forsvaret var af Folkeforbundet overladt til Polen.

Den 24. oktober 1938 havde den tyske udenrigsminister foreslået Polen en ordning, hvor Danzig blev indlemmet i Tyskland. Forslaget blev fremsat igen den 21. marts 1939 i en mere ultimativ form efterfulgt af Tysklands overtagelse af Memel.

Polens stærke mand, udenrigsminister oberst Beck afviste Hitlerregeringens forsøg. Hans vurdering var at de to lande sikkert kunne komme til en ordning, men at Danzig ikke endte med at blive indlemmet i tyske rige.

Imidlertid viste nyhederne i aviserne at der var stridigheder i Danzigs gader mellem tyske og polske myndigheder og forfølgelse af det tyske mindretal bag de polske grænser.

En gentagelse af situationen i Sudeterlandet året før.

Danzig havde ikke betydning for Tyskland som byområde, men i relation til Polen. I august blev en tysk milits dannet i Danzig.

 

Versaillesfreden byggede på USA's præsident Woddrow Wilson's 14 punkter for genopbygingen af Europa efter WWI. Punkt 13 hed: Uafhængighed for Polen med polsk adgang til havet.

Denne adgang kom herefter til at hedde den polske korridor fordi den gik som en kile ind imellem Tyskland og Øst Preussen (som også var Tyskland) samt Fristaden Danzig.

Den polske Korridor

Nu var det imidlertid sådan at flertallet af indbyggerne i denne del som oprindelig var Vest Preussen, var polske (nemlig lidt mere end en ½ mill i forhold til 385.000 tyskere incl. udstationeret militær).
Og i en økonomisk og handelsmæssig sammenhæng var det afgørende for Polen efter WWI at have fri adgang til havet uden at det skulle ske via en fremmed og måske fjendtlig indstillet stat (Tyskland).

Men hermed var kimen altså også lagt til nye modsætninger, for korridoren var både en bjælke i tyskernes øjne og et praktisk besvær i relation til forbindelsen mellem de to tyske landsdele.

Nazi-Tyskland foreslog derfor Polen at få lov til at bygge en vej- og jernbaneforbindelse tværs over korridoren med eksterritorialret. Det blev afvist - også fordi den tyske forespørgsel ikke blev anset for at være et faresignal.

 

  • Pagten
  • Baggrund
  • Forløbet
Den 23. august 1939 underskrev Tyskland og Sovjetunionen en *ikke-angrebspagt i Moskva. Pagten var indgået med henblik på krig, og derfor indeholdt den ikke den sædvanlige klausul om bortfald hvis en af parterne selv angreb et tredje land.
Endvidere blev en hemmelig tillægsprotokol undertegnet som fastlagde grænsen mellem de to staters magtsfære. Sovjetunionens område omfattede Finland, Estland, Letland, det østlige Polen og Bessarabien, annekteret af Rumænien efter WWl.

Pagten vakte bestyrtelse i Storbritannien og Frankrig, ja faktisk i alle andre lande. Nu havde Sovjetunionen og Stalin vist sit sande ansigt ved at indgå denne djævlepagt med Hitler og hans nazistiske Tyskland!

Hvorfor?
Hvad var baggrunden for denne pagt? Hvorfor indgik Sovjetunionen en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland som på alle måder hadede kommunisme og slaviske/russiske folk?
Læs mere herom under fanerne 'Baggrund' og 'Forløbet'.

Djævlens Pagt
Men det var i sandhed en djævlens pagt som Sovjetunionen og Tyskland underskrev i Moskva. Krigen stod for døren, og - skulle det vise sig - endnu mere grusom og ødelæggende end den forrige. Det var tiden hvor de gode græd og de onde lo.

Der kan ikke være tvivl om at de gode var Tjekkslovakiet prisgivet af forhandlingsnationerne i München, og Polen ladt alene i en eksistens-truende situationen.
Men var de onde, så de nationer der havde indgået Münchenforliget og havde valgt at hytte deres eget skind?

Krigen havde været længe undervejs, og selv om hver enkelt land måske kunne hævdes at have handlet anderledes, så var den politiske situation skabt på baggrund af en konkret vurdering. Den kunne måske have været anderledes, troskyldigheden mindre, realitetssansen størrre, men nu i sensommeren 1939 gjaldt det for hver enkel nation at opnå den bedst mulige udgangsposition for det der forestod.

Sovjetunionen valgte at indgå en ikke-angrebspagt med Tyskland og få dette lands accept af egne stormagtsinteresser.

Rapallo-traktaten
I 1922 indgik Weimarrepublikken og Sovjetunionen en aftale om at begge lande frasagde sig de gensidige territorielle og økonomiske krav, der fulgte af Brest-Litovsk freden.
Baggrunden var Sovjetunionens ubetingede behov for anerkendelse, arbejdsro og fred. Krigens store taber, Tyskland, var en oplagt samarbejdspartner, for svag til at kunne true og alligevel stærk nok til at være en væsentlig handelspartner i denne periode. Tyskland opnåede til gengæld mulighed for at militæret fik adgang til at træne med og forske i moderne våben som panservogne, fly og giftgas.
Sovjetunionen fik hermed brudt den diplomatiske isolation og begyndte udenrigspolitisk at udbygge forholdet til Tyskland for at imødegå alle forsøg på dannelsen af en fælleseuropæisk samling på antisovjetisk grundlag. Som konsekvens fordømtes Versaillestraktaten; Folkeforbundet blev kritiseret for at være et organ for vestmagternes imperialisme (Locarnopagten kunne hævdes at være et eksempel), og hele ideen med afrustning blev karakteriseret som narreværk.

Japan
I fjernøsten var denne Østens stormagt en reel trussel for Sovjetunionen som var yderst forsigtig i sin politik. Efter opbygningen af den sovjetiske fjernøstlige armè i løbet af 1930'erne begyndte magtforholdet at ændre sig for til sidst i 1939 at ende i Sovjetunions favør, endda så afgørende at Japan indgik en neutralitetspagt med Sovjetunionen.

Situationen efter Hitlers magtovertagelse
Den sovjetisk-tyske samhandel blev reduceret, og det blev derfor nødvendigt at søge samarbejde med andre der følte sig truet af den tyske aggression. Nu valgte Sovjetunionen at deltage i afrustningsforhandlingerne, være aktiv i Folkeforbundet, indgå bistandspagt med Frankrig og Tjekkoslovakiet og deltage i ikke-interventionskommiteen i den spanske borgerkrig.
Hensigten helligede midlet. Sovjetunionen var nødt til at finde nye partnere for ikke at blive diplomatisk, handelsmæssig, og militært isoleret.

Münchenforliget
Men lige lidt nyttede det, kan man sige, for da det endelig gjaldt, blev Sovjetunionen ikke taget med på råd. Münchenforliget blev indgået af Storbritannien og Frankrig med Nazi-Tyskland under foresæde af det fascistiske Italien vedrørende Tjekkoslovakiet der - efter Sovjetunionens opfattelse - befandt sig i den sovjetiske interessesfære.

Forhandlingerne med storbritannien
Storbritannien indledte forhandling med Sovjetunionen i april 1939 - en lille måned efter at tysk militær havde besat Tjekkoslovakiet. Indledningsvis foreslog Storbritannien en fælleserklæring vendt mod Tyskland. Sovjetunionen ønskede mere konkrete foranstaltninger hvilket den britiske regering ikke var parat til.

Baggrunden for den britiske henvendelse var - på trods af en væsentlig politisk modvilje mod enhver fællesoptræden med Sovjetunionen - det udenrigspolitiske behov for at kunne true Hitler med en tofrontskrig. Det var derfor af afgørende betydning at finde forståelse med Sovjetunionen.

Imidlertid opfattede Sovjetunionen den britiske henvendelse som mindre seriøs, således sendte Storbritannien ikke forhandlere med en tilstrækkelig betydningsfuld politisk position, ligesom selve forhandlingsforløbet gik meget langsomt. Og nok så væsentligt krævede Sovjetunionen en fælles garanti for alle lande mellem egne og Tysklands grænser. Et ikke velkomment krav da disse lande ikke ønskede denne sovjetiske garanti. Men som buffer-zone essentiel for Sovjetunionen. Den 24. juli nåede man til enighed, traktaten var klar til underskrivelse, men ville først få gyldighed efter indgåelse af en tilhørende militærkonvention. Den 12. august kom en ny forhandlingsdelegation til Moskva, nu var Frankrig også repræsenteret.

Tysklands forhandling
Hitler var orienteret om disse forhandlinger, kilden er aldrig fundet, men antages at have været en agent med adgang til det britiske Udenrigsministeriums korrespondance. Og Hitler frygtede - med rette - en tofrontskrig, WWl talte sit tydelige sprog. Rapallo-traktaten var ikke opsagt, og en ny fohandling om samhandel var igang i maj/juni 1939, og den kunne jo passende ledages af en politisk tilnærmelse.

Stalin var interesseret. Dels fik han en bedre forhandlingsposition over for Storbritannien, dels kunne en aftale med Tyskland være med til at lette presset på fronten mod Japan: Tyskland ville drage omsorg for en forbedring af forholdet mellem de to stater. Men helt afgørende var det, at Sovjetunionen og Tyskland kunne indgå en ikke-angrebspagt, aftale en fælles garanti for de baltiske lande og indgå en hemmelig protokol der anerkendte Sovjetunionens magtsfære vest for sin europæiske grænse.

Underskrivelserne
Den 19. august blev handelsaftalen indgået - en mulig afpresning af den britisk/franske fohandlingsdelagation kan mere end anes her.
Den 21. august pressede Hitler på for at få ikke-angrebspagten underskrevet, og den 23. august rejste Tysklands udenrigsminister von Ribbetrop til Moskva for at underskrive.

Hen mod midnat var ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen en kendsgerning. Det britiske forsøg på at true Hitler med en tofrontskrig var knust, Stalin havde valgt egen sikkerhed frem for Europas.
Eller sagt på en anden måde: Spørgsmålet var ikke om krigen ville komme, men hvilken krig. Sovjetunionen opnåede en aftale som sikrede den europæiske grænse og som gav landvindinger og fred på grænsen mod det japansk besatte Kina.

  • Historie
  • Udenrigs-politik

Efter WW I blev Polen igen en selvstændig nation. Polens vestgrænse til Tyskland blev fastlagt, den polske korridor sikrede adgang til Østersøen, og Danzig blev en Fristad. Men løsningen indebar også kimen til nye nationale konflikter.
Fra 1919 - 1921 var Polen og Sovjetrusland i krig, senere også Ukraine. Riga Freden den 18. marts 1921 afsluttede krigen, og Polens østlige grænse fastlagt.

Krigen og resultatet var en succes for Polen og efterlod polakkerne med det indtryk at nationen var en væsentlig militærmagt der kunne klare sig selv.

Fra 1921 - 1926 var Polen et parlamentarisk demokrati, men skrøbeligt økonomisk og socialt. Hæren var ikke parat til at underlægge sig civil kontrol. Den 12. maj 1926 tog feltmarskal Józef Piłsudski, succesrig hærchef fra krigen 1921 - 1923, magten i Polen der blev et miltærdikatatur, men med et demokratisk skær. Efter Piłsudski's død i 1935 overtog General Edward Rydz-Śmigły (som havde den reelle magt), Præsident Ignacy Mościcki og udenrigsminister Józef Beck.

Under WWll ophørte Polen med at eksistere som selvstændig nation, delt som landet var, mellem Tyskland og Sovjetunionen.

Fra 1945 blev Polen igen en selvstændig nation med atter nye grænser.

Tysklands ønsker om en forbindelse gennem den polske korridor baseret på en eksterritorialret og ændringer i relation til Fristaden Danzig blev ikke forstået som ultimative krav af Polens stærke udenrigsminister oberst Beck.

Han ville i stedet tilbyde Tyskland en forlængelse af ikke-angrebspagten i 25 år, garanti for Polens grænser og fuld støtte over for Sovjetunionen. Dog ville en så nær bindning til Tyskland skærpe forholdet til Sovjetunionen og skabe en afhænghed af Berlin; heller ikke den udenrigspolitiske udvikling i løbet af foråret 1939 fik Beck til grundlæggende at ændre holdning.

"Hitler vil nok komme til besindelse når han møder den beslutsomme opposition [...] tyskerne marcherer gennem hele Europa med 9 divisioner. Med en sådan styrke kan Polen ikke overvindes", udtalte han kort inden mødet i London den 4. og 5. april med Chamberlain.

Beck var selvsikker, tilbød endda Storbritannien hjælp ved forsvar af mindre vesteuropæiske lande som fx Danmark. Og så skulle Polen nok selv forhandle med Rumænien omkring dette lands sikkerhed; det ville være uklogt at inddrage Sovjetunionen. Balkanlandene var uden interesse.

Chamberlain mødte altså her en arrogant selvsikker østeuropæisk politiker som selv satte dagsordenen. Gerne i samarbejde med Storbritannien, men ikke på Storbritanniens betingelser. Chamberlains appeasementpolitik ville i praksis ikke lykkes.

Den 25. august 1939 var situation trods alt ændret så meget, at de to lande indgik en forsvarspagt. Men det viste sig at være for sent.

 

Forrige side
Afsnittets begyndelse
Næste side
 
 
 

www.bopa.in-historiam.dk