BOPA's grundlæggere BOPA's grundlæggere
WWll


2. verdenskrigs forløb - især i Europa


Verdenskrigens forløb

med vægten på Europa

 

  • Karakteristik
  • 1939
  • 1940
  • 1941 - 42
  • 1943

 

WWll
Den 2. verdenskrig blev en realitet med Englands *krigserklæring til Tyskland den 3. september 1939. Hør Premierminister Neville Chamberlains radiotale. Men anledningen var Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939.
WWll begyndte som en europæisk krig foranlediget af den aggressive nazi-tyske udenrigspolitik. Retrospektivt (altså set i bakspejlet) kunne den tyske aggression have været stoppet på et meget tidligt tidspunkt. Men Storbritanniens appeasementpolitik havde til formål at opnå resultater ved forhandling - ikke ved militær indgriben, og Frankrig var så ødelagt efter WWl at en militær løsning skulle undgåes længst muligt.

Den europæiske krigs årsager
Versaillesfreden var aldrig blevet accepteret i Tyskland. Hitler havde dermed en undskyldning for sin aggressive udenrigspolitik netop fordi freden ikke var i overensstemmelse med principperne for national suverænitet og selvbestemmelse. Grundlæggende havde den nazi-tyske udenrigspolitik dog det formål at gøre Tyskland til kontinentets førende magt i opposition til Frankrig og Storbritannien. Her var tale om at realisere gamle tyske ambitioner i kombination med den nazistiske ide om *Lebensraum.
Hermed blev samfundsøkonomien baseret på oprustning som skabte arbejdspladser, og aggressiv udenrigspolitik som skulle sikre selvforsyningen; tysk økonomis to hjørnesten der uundgåeligt ville føre til krig!

Verdenskrig
Japans angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941 resulterede i verdenskrig: Europa, Nordafrika, Atlanterhavet og Stillehavet.
Krigen i Stillehavet og i de britiske besiddelser som Japan havde invaderet, blev udkæmpet af USA alene mod Japan i de følgende fire år. Efter de amerikanske nedkastninger af atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki overgav Japan sig få dage efter den 15. august 1945.

WWll i Europa
Krigen som omfattede store dele af Europa (dog ikke de neutrale lande Sverige, Irland, Schweitz, Spanien og Portugal) kan opdeles i fem perioder:

  • 3. september 1939 - 21. juni 1941
    • Storbritannien og Tyskland er de eneste krigsførende nationer
  • 22. juni - 6. december 1941
    • Tyskland angriber Sovjetunionen der anerkendes af premierminister Winston Churchill som Storbritanniens allierede. Sovjet har i forhold til Tyskland uhyre mandskabsressourcer.
  • 7. december 1941 - 1. februar 1943
    • Efter Japans angreb på Pearl Harbor erklærer Tyskland og Italien USA krig den 11. december 1941. De allierede har med USA's indtræden i krigen adgang til meget stor produktionskapacitet.
  • 2. februar 1943 - 5. juni 1944
    • Den tyske hærs nederlag ved Stalingrad er et militært og psykologisk vendepunkt i krigen. Tyske tropper tvinges herefter til at trække sig tilbage over hele østfronten.
    • De allieredes invasion på Sicilien den 9. juli 1943 resulterer i Roms befrielse den 4. juni 1944.
  • 6. juni 1944 - 8. maj 1945.
    • De allieredes landgang i Frankrig (D-Day i Normandiet 6. juni og Dragoon i Sydfrankrig 15. august) fanger Tyskland i en tofrontskrig mellem USA, Storbritannien og Frankrig i vest og Sovjetunionen i øst. Tyskland overgiver sig betingelsesløst den 8. maj 1945.

WWll i en tidsmæssig sammenhæng
2. verdenskrig kan betragtes som en fortsættelse af 1. verdenskrig netop fordi Versaillesfreden skabte forudsætningerne for en ny krig i et splittet Europa. På samme måde kan den efterfølgende kolde krig frem til 1989 mellem USA og Sovjetunionen med et skarpt opdelt Europa betragtes som en fortsættelse af 2. verdenskrig.
Fredsafslutningen på WWll blev underskrevet i Moskva den 12. september 1990 hvorved vejen blev banet for Tysklands genforening.

75-årskrigen kan man kalde WWl, WWll og Den kolde Krig under et.

  • Strategisk overblik
  • Polen
  • Danzig
  • Finland

Angrebet på Polen
Den nazi-tyske udenrigspolitik havde det formål at genskabe Tysklands storhed efter det forsmædelige nederlag i 1918. I 1939 kunne det nazistiske styre gøre status.
Samfundsøkonomien var stabiliseret, og landet havde igen en førende international position. Det tyske Rige var genskabt. Dog manglede de tyske landområder afgivet til Polen efter Versaillesfreden ligesom Østpreussen stadig var isoleret fra det øvrige Tyskland.

Et angreb på Polen ville genskabe Det tyske Rige fra før WWl og begynde realiseringen af den nazistiske ide om Lebensraum.

Sovjetunionens angreb havde det formål at skabe en sikkerhedsbuffer mellem Nazi-Tyskland og egne grænser.

Men formålet var ikke at starte den 2. verdenskrig.

Angrebet medførte imidlertid at den britiske regering ville miste enhver troværdighed hvis man ikke vedstod sig pagten med Polen. Derfor blev Tyskland stillet det ultimatum at trække sig tilbage fra Polen. Ellers ville de to lande være i krig med hinanden. Frankrig stillede et lignende ultimatum.

Men det tog altså de to lande mere end to døgn efter det tyske angreb at leve op til egne løfter.

The Phoney War
Europa var i krig fra klokken 12 (kl. 11 engelsk tid) den 3. september 1939. Polen blev delt mellem Tyskland og Sovjetunionen, - en deling som ødelagde landet.
Men herefter skete der ikke *mere! I hvert fald ikke i første omgang.
Alt åndede fred og ro i det øvrige Europa. Perioden frem til dobbelt-angrebet på Danmark og Norge i foråret 1940 blev derfor kaldt 'The Phoney War' - den besynderlige krig.

Periode: 1. september – 5. oktober
 
Militære styrker Tyskland:

55 divisioner
1.500 fly
USSR: 33 divisioner
3.300 fly
Polen: 39 divisioner
400 fly
Resultat  Polen besættes og ophører som selvstændig stat
Konsekvens  De allierede erklærer Tyskland krig; 2. verdenskrig er en realitet.

Angrebet
Ved daggry angreb tyske tropper de polske grænser.

Angrebet var en overraskelse. Efter München-forliget i 1938 og på trods af Tysklands besættelse af Tjekkoslovakiet i foråret 1939 havde alle valgt at tro på at freden var sikret.

Undlad provokation
De allierede havde derfor anmodet Polen om at forsinke mobiliseringen for ikke at provokere Tyskland med det resultat at mange polske enheder ikke var klar. Og den polske forventning om kun at skulle kæmpe alene mod Tyskland i indtil 15 dage efter et angreb, blev gjort til skamme. Frankrig indledte nemlig ikke et effektivt angreb på Tyskland i vest.
Uanset de allieredes krigserklæring den 3. september blev Polen overladt til sig selv.

Warszawa
Efter en uge nærmede tyskerne sig Warszawa, men selv om tyskerne hævdede den 15. september at byen var faldet, varede kampene i alt 4 uger. Det polske forsvar overraskede ved sin styrke og sin udholdenhed.
*
Angrebet på Polen 1939

Sovjetunionen
Den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Efter få dage mødtes de to hære i det centrale Polen, og fælles sejrsparader blev afholdt. Både Hitler og Stalin blev i deres respektive aviser omtalt som store ledere med de rigtige dyder.

*Molotov-Ribbentrop-pagten
Tyskerne havde forventet et sovjetisk angreb langt tidligere, men for Sovjetunionen var det afgørende at få afklaret forholdet til Japan først; en to-frontskrig var ikke realistisk. Den 15. september havde Sovjet og Japan så underskrevet en våbenhvile på grænsen til Manchuriet, og derefter kunne angrebet på Polen iværksættes.

Ikke-angrebspagten fra den 23. august som opdelte Øst- og Centraleuropa i en tysk og sovjetisk interessesfære, blev nu realiseret.

Sovjetisk propaganda
Den sovjetiske propaganda hævdede imidlertid at angrebet på Polen skete for at imødegå den fascistiske trussel og for at redde det hviderussiske og ukrainske broderfolk i den østlige del af Polen.

Resultatet
Den 5. oktober var Polen besejret og besat af Nazi-Tyskland og Sovjetunionen i fællesskab.
*
Polens deling 1939
Periode: 1. september – 7. september  
Militære styrker Tyskland:

Krigsskibet "Schleswig-Holstein"
Stuka fly

Polen: 205 soldater
Resultat  Danzig blev en del af Nazi-Tyskland
Konsekvens  De allierede erklærer Tyskland krig; 2. verdenskrig er en realitet.
Danzig's status som selvstændig bystat ophørte. Byen blev som før WWl en del af Tyskland, nu hovedstad i provinsen Danzig-Vestpreussen. Den polske Korridor

Den 1. september kl. 04.45 åbnede det tyske krigsskib ’Schleswig-Holstein’ ild mod det polske fort på halvøen Westerplatte ved indsejlingen til Gdansk.

*
Westerplatte
 

Folkeforbundets højkommisær blev af den tyske Gauleiter Forster beordret til at forlade byen øjeblikkelig. De polske soldater i byens forsvarsværk Westerplatte overgav sig efter at gave gjort modstand i syv dage.
Periode: 30. november 1939 – 16. marts 1940  
Militære styrker Sovjetunionen:
1.000.000 soldater
6.541 kampvogne
3.800 fly

Finland:

250.000 soldater
30 kampvogne
130 fly

Resultat  Finland og Sovjetunionen sluttede fred med territorale ændringer i grænseområderne.
Konsekvens  Krigen afslørede Sovjetunionens militære svaghed og viste Storbritanniens og Frankrigs interesse for Nordskandinaviens ressourcer af jern og nikkel.
Sovjetunionen blev ekskluderet af Folkeforbundet den 14. december 1939.

Begrundelsen
Sovjetunionens angreb på Finland var officielt begrundet i ønsket om et bedre forsvar af Leningrad. Reelt havde angrebet relation til den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, hvorefter Finland var sovjetisk interesseområde.

Vestmagterne forsøgte at etablere et hjælpekorps, men det blev ikke sendt af sted, dels fordi Norge og Sverige ikke gav tilladelse til passage dels fordi Finland valgte at slutte fred inden det totale nederlag.

Freden
Fredstraktaten blev underskrevet af Finland og Sovjetunionen den 12. marts 1940 i Moskva. Hermed sluttede den 105 dage lange vinterkrig. Med traktaten afstod Finland omkring 9% af sit territorium (de skraverede områder) og 20% af sin industri til Sovjetunionen, men bevarede sin uafhængighed.
Sovjetunionen forsøgte ikke igen at annektere landet.

Danmarks reaktion
Her i landet blev der samlet ind til fordel for Finland, og frivillige meldte sig til krigstjeneste i Finland for at forsvare et broderfolk og for at gå i krig mod kommunismen. I februar og marts kom en del finske børn til Danmark. Danmark fastholdt officielt sin neutralitet.

Vinterkrigen 1939 - 1940
  • Strategisk overblik
  • Danmark Norge
  • Frankrig
  • Italien
  • Det britiske Imperium
  • The Battle of Britain
  • Sovjetisk interesse sfære
  • Balkan

Perioden frem til angrebet på Danmark og Norge
Frankrig og England valgte en defensiv strategi over for Tyskland fordi de ganske enkelt ikke var klar til at føre den krig de politisk havde været nødt til at erklære. Samtidig havde de to landes regeringer den opfattelse at Tyskland ikke ville angribe - sejrherrene fra WWl var selvsikre: deres militære styrke var betydelig større i antal end Tysklands.
Men virkeligheden var en anden. Tyskland fik tid til at forberede angrebet.

Imidlertid skulle det vise sig at Skandinavien blev strategisk interessant for Tyskland foranlediget af vestmagternes interesse.

Den 9. april blev Danmark og Norge angrebet. Danmark blev besat ved en fredsbesættelse, Norge kapitulerede den 10. juni efter 2 måneders kamp. Men den norske konge og regering flygtede til London for at forsætte kampen.

Den 10. maj trådte Neville Chamberlain tilbage som Storbritanniens premierminister til fordel for Winston Churchill.

Vestfronten
Tyskland angreb den 10. maj 1940 klokken 5.30 Holland, Belgien og Frankrig. Holland kapitulerede den 15. maj, Belgien den 28. maj og Frankrig den 17. juni.
Sejrherrene fra WWl var besejret. Frankrig besat, Storbritannien isoleret efter at have lidt alvorlige tab ved *Dunkerque.

Sommeren 1940
Europa var domineret af Nazi-Tyskland, fascistiske regimer og af Sovjetunionen. Kun Storbritannien holdt stand takket være Den engelske Kanal. Europa måtte indordne sig for at begrænse skadevirkningerne mest muligt.

Periode: 9. april – 7. juni
 
Militære styrker Tyskland:

9 infanteridivisioner
1 artilleribataljon
1 motoriseret skyttebrigade Hærstyrkerne blev kombineret med flåde- og flyenheder
Danmark 2 divisioner
Norge 6 divisioner med støtte af britiske tropper
Resultat  Danmark beholdt sit folkestyre, kun udenrigs- og forsvarspolitik blev tysk kontrolleret. I praksis kom landet til at fungere som Tysklands spisekammer, populært kaldet flødeskumsfronten!
Norge blev styret af den nazi-tyske rigskommissær Josef Terboven; fra 1. februar 1942 blev nordmanden Vidkun Quisling indsat af tyskerne som statsminister.
Konsekvens  Danmark og Norge kom under Tysklands direkte kontrol. Men hele Skandinavien blev i praksis tysk interesseområde:
Det neutrale Sverige viste velvilje overfor tyske ønsker, og Finland fik i Tyskland en allieret i konfrontationen med Sovjetunionen.

Weserübung
Angrebet på Danmark den 9. april 1940 var forårsaget af angrebet på Norge. Ålborg Lufthavn og de danske farvande indgik i dette angreb, og derfor var det hurtigere og lettere at besætte Danmark end at finde en diplomatisk løsning. Besættelsen skete som en fredsbesættelse, altså juridisk besættelse med trussel om anvendelse af militær magt. Besættelsen blev forvaltet af det tyske udenrigsministerium i samarbejde med det danske udenrigsministerium.

Læs mere om angrebet på Danmark her.

Periode: 10. maj – 25. juni
 
Militære styrker Tyskland:

141 divisioner,
7.378 kanoner,
2.445 tanks,
5.638 fly
De allierede 144 divisioner,
13.974 kanoner,
3.384 tanks,
2.935 fly
 
Resultat  Holland, Belgien og den nordlige del af Frankrig blev besat, mens den sydlige del af Frankrig i praksis blev en tysk lydstat.
Konsekvens  Tyskland havde både det militære og det politiske herredømme over Europa i de næste fire år frem til D-Dagen 6. juni 1944!

Tysklands militære styrker havde ikke den overlegenhed i mandskab og materiel som med sikkerhed kunne sikre en tysk sejr. Kun det tyske luftvåben var stærkere end de allieredes. Men hvor de allierede havde baseret deres strategi på en krig som mindede om krigen på Vestfronten under WW l, var tyskernes strategi baseret på bevægelse. Tyskernes angreb blev beskrevet som 'Blitzkrieg' baseret på motoriseret artilleri, kampvogne og infanteri som i høj fart gennembrød fjendens fronter understøttet af luftvåbnet. Den tyske Blitzkrieg fik et resultat, ingen havde troet mulig - lige bortset fra tyskerne altså.

*
Blitzkrieg>

Dunkerque 24. maj til 10. juni 1940
Engelske, franske og canadiske tropper blev isoleret af de tyske tropper ved Dunkerque i det nordligste Frankrig tæt på den belgiske grænse. Det blev derfor nødvendigt at evakuere de mere end 300.000 soldater ad søvejen i en mere eller mindre improviseret redningsaktion.

Våbenstilstand
Den 22. juni blev en aftale indgået med ikrafttræden den 25. juni. Vilkårene var ikke uacceptable for Frankrig. Landet blev delt i to dele, mod nord den besatte del og mod syd den mere frie del. I civile anliggender bevarede den franske regering i princippet ledelsen af hele Frankrig, ligesom Frankrig bevarede herredømmet over sit kolonirige.

Tysklands formål var at forhindre at Frankrig fortsatte krigen fra Nordafrika. Det skulle også forhindres at den franske flåde tilsluttede sig den britiske hvorved Storbritannien ville få total dominans på havet. *
Våbenstilstandsaftalen underskrevet i Foch's togvogn i Compièngeskoven

Vichy

*
Frankrig 1940

Betegnelse for den del af Frankrig som ikke blev besat af Tyskland, opkaldt efter den nye regeringsby. Den franske republik og det politiske system brød sammen ved våbenstilstanden med Tyskland, og Vichy blev i praksis en tysk lydstat.

Da engelske og amerikanske tropper i efteråret 1942 invaderede det franske Nordafrika hvorefter de vichy-tro franske styrker nedlagde våbnene, reagerede Tyskland øjeblikkeligt ved at besætte hele Frankrig. Nu kunne en allieret invasion i Sydfrankrig ikke udelukkes.

Den franske flåde
General de Gaulle *beordrede den franske flåde at sejle til Fransk Vest Afrika. Den franske admiral Jean Louis Xavier François Darlan lod dog flåden forblive i Mers el-Kébir hvorfor den britiske flåde angreb og ødelagde flåden.

*
Den franske flåde i Nordafrika

Formålet var klart: Den franske flåde måtte ikke under nogen omstændigheder blive indlemmet i den tyske eller italienske flåde.

Storbritannien demonstrerede hermed sin vilje til at fortsætte krigen mod Tyskland, selvom angrebet var og er kontroversielt da de to lande ikke var i krig med hinanden.

Periode: 10. juni – 22. juni
 
Militære styrker Italien: 200.000 soldater
Frankrig: 35.500 soldater
 
Resultat  Italien var aktiv i krigen på samme side som det sejrrige Nazi-tyskland, så Mussolini kunne sidde med ved fredsforhandlingerne.
Konsekvens  Mussolinis umiddelbare krigsmål var at udvide de italienske kolonier i Nordafrika på bekostning af Storbritannien og Frankrig.

Mussolini erklærede de allierede krig den 10. juni hvorefter italienske tropper besatte Menton og områder langs grænsenmellem de to lande.

De italienske besættelsesområder i Frankrig 1940 - 1943

Den 25. juni underskrev Frankrig og Italien en våbenhvile. Den italienske besættelse sluttede med våbenhvilen mellem Italien og de allierede styrker i september 1943 hvor områderne blev besat af tyske styrker.

Den italienske flåde
På dette tidspunkt var Italien den stærkeste sømagt i Middelhavet. Den italienske flådebase i Tripoli i Nordafrika var en trussel mod Det britiske Imperiums livlinje og transportvej gennem Middelhavet via Gibraltar, Malta til Suez.

 

Den 10 maj 1940 tiltrådte Sir Winston Leonard Spencer Churchill som sit lands premierminister. Han efterfulgte Neville Chamberlain - de var begge konservative med tro på Det britiske Imperiums styrke. Men hvor Chamberlain havde ført en appeasementpolitik for at sikre freden i Europa og en fredelig udvikling for England, så var situationen nu en en helt anden. Det britiske Imperium var truet på sin eksistens.

Store landstyrker var gået tabt ved Dunkerque, de tyske ubåde udgjorde en alvorlig trussel mod britisk søfart, luftvåbnet stadig under opbygning uden at have den store slagkraft og fødevaresituationen alvorlig.

"We Shall Fight on the Beaches" var titlen på den tale Churchill holdt i Parlamentet den 4. juni. Han forberedte tilhørerne på en militær katastrofe: Frankrigs sandsynlige fald og muligheden for en tysk invasion. Alligevel fastholdt han at Storbritannien ville sejre til sidst.

Hitlers opfattelse af Storbritannien var især, at de to lande ikke havde et modsætningsforhold. Vejen lå åben til de engelske øer efter Frankrigs nederlag, og modstanden ville være langt mindre end i Holland og Belgien, når den tyske værnemagt først gik i land.

Imidlertid var de tyske generaler ikke parat til at krydse Kanalen uden fuld luftstøtte. Det var baggrunden for de tyske luftangreb især på London fra sensommeren 1940 til forsommeren 1941.

 

Slaget om England blev udkæmpet fra den 10. juli til den 31. oktober. Tyskland forsøgte at vinde luftherredømmet over Kanalen og det sydlige England.

Det lykkedes ikke.

Royal Air Force vandt takket være de fantastiske fly *Spitfire og *Hurricane og strategisk anvendelse af radar. The Battle of Britain var verdens første slag udkæmpet af luftstyrker alene. Churchill sagde i sin tale om dette slag "Never was so much owed by so many to so few".

Men inden Slaget om England var ovre, begyndte Blitzen - de tilbagevendende tyske bombardemeneter af London fra 7. september til slutningen af juni 1941.

Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen opdelte Europa i to interessesfærer. De Baltiske Lande Estland, Letland og Litauen lå i den sovjetiske interessesfære.

Indtil WWI havde disse tre lande med med deres historie, kultur, religion og sprog forskellig fra Rusland alligevel været en del af Zar-Rusland som et resultat af krigene mod Polen og Sverige i de foregående århundrede. Under 1. verdenskrig løsrev de sig ligesom Finland, men det skete imod sovjetstyrets ønsker.

Nu var muligheden der for Sovjetunionen at besætte de tre lande. Det blev fuldbyrdet i sommeren 1940, hvor verdenens øjne var rettet mod det tyske angreb på Frankrig.

Ligeledes lå Bessarabien i den sovjetiske interessefære men efter WWI var området blevet en del af Rumænien. Det blev nu ændret ved sovjetisk besættelse.

Den sovjetiske interessesfære iht. den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt

 

Content 8
  • Strategisk overblik
  • Lend-Lease
  • Atlanterhavs krigen
  • Nordafrika
  • Østfronten
  • Pearl Harbor

Ved årets begyndelse var Tyskland den absolut førende magt i Europa, kun Storbritannien holdt stand. Samtidig fornyede Tyskland og Sovjetunionen den 11. februar deres handelsaftale fra det foregående år 1940.

Militærstrategisk kunne situationen udvikle sig i tre forskellige retninger:

  1. Et fornyet angreb på Storbritannien, som jo til dels allerede var i gang i form af de konstante luftbombardementer af London
  2. Tyskland koncentrerede sig Mellemøsten. Olieområderne i Iraq og Iran var essentielle for et krigsførende land, og lige nu havde Storbritannien magten i området. Et tysk miltærengagement ville også være et angreb på Storbritanniens Imperium ved at ramme Suez Kanalen. Og Tyskland havde allerede sit Afrikakorps på plads i den libyske ørken.
  3. Et angreb på Sovjetunioen begrundet i de nazistiske værdier vedrørende Lebensraum og den bolchevikiske fjende.

Der var ingen tvivl om at mulighed 2 var den militæstrategiske rigtige - rent bortset fra at tyskland ikke bragte sig i en situation som i 1. verdenskrig med en tofrontskrig. Ganske vist kunne man argumentere for, at vestfronten var rolig, her havde Tysjkland jo vundet, men for det første var Storbritannien ikke slået og for det andet måtte USA vurderes som the black horse. åp et angreb på Sovjetunionen var at placere Tysjland i en tofrontskrig.

 

Så det gjorde Hitler. Militærstrategisk inkompetent og politisk fast forankret i sin egen værdipolitik gjaldt det om at skabe lebensraum og bekæmpe den internationale jøde dom og kommunisme!

 

"An Act to Further Promote the Defense of the United States" fra 11. marts 1941 (populært kaldet Lend and Lease) havde til formål at yde hjælp til en lang række allierede lande i kampen mod Tyskland. Især Storbritannien modtog afgørende hjælp i form af militær udrustning, industrielle produkter og fødevarer.

Franklin D. Roosevelt havde vundet sin tredie præsidentperiode ved valget i 1940 pga. sin økonomiske politik som skabte fremgang i et USA stadig præget af eftervirkninger fra børskrakket i 1929. Men *de amerikanske vælgere ønskede ikke at blive involveret i den europæiske krig. Lend and Lease lovgivningen var det nærmeste Roosevelt kunne komme en direkte hjælp til Storbritannien i kampen for demokratiet mod diktaturet.

Men loven var en begyndelse på et brud med den amerikanske isolationspolitik.

 

 

Lend and Lease krævede skibstransport over Atlanten. Uden denne import fra USA ville Storbritannien være isoleret og kunne udmarves til overgivelse. Derfor iværksatte Tyskland u-bådskrigen i Atlanterhavet. Det var frem til 1943 en bragende succes, de allieredes mistede flere skibe, end de kunne nå at bygge.

I 1943 kom vendepunktet. I maj mistede tyskerne flere ubåde end de allierede skibe. Den tyske admiral Raeder skrev i sin dagbog: Vi har tabt Atlanterhavskrigen.

Men skibstransporterne over Atlanterhavet forblev en farefuld opgave for de civile søfolk hele krigen igennem. I 1945 var antallet af sænkede handelsskibe i forhold til skibe som gennemførte sejladsen, 1:131.

Søjlediagram over antallet af sænkede skibe
Atlanterhavet

De allierede forsøgte at beskytte tranporterne ved at lade dem sejle i konvoj, ved at lade krigsskibe ledsage konvojerne og ved at give dem luftstøtte. Men det ændrede ikke på at der var meget store områder uden støtte, kaldet "Black Hole" som tegningen viser.

De allierede fik forbedret situationen ved anvendelse af Island som flådebase, ved forbedret teknik som anvendelse af sonar og ved stærkere våben.

Mussolini havde drømme om et italiens imperium som det romerske. Libyen og Etiopien var besejret og nu skulle imperiet udvides til også at omfatte Egypte, en britisk koloni. På trods af den meget svagere britisk styrke blev den italienske offensiv afvist med et katastrofalt resultat for italienerne, som mistede mange mænd.

Tyskland gik derfor ind i Nordafrika primært med det formål at engagere de britiske tropper. Da Storbritannien samtidig prioriterede situationen i Grækenland fremfor i Nordafrika, måtte de britiske styrker trække sig tilbage til Egypten igen presset af det effektive tyske Afika Korps under ledelse af General Rommel.

Tobruk

Den britiske hær fik igen forsyninger og kunne imødegå den tyske hær, men så blev situationen i Østen prioriteret, og igen måtte briterne trække sig tilbage. Denne gang så det faktisk ud til at Tyskerne kunne indtage Kairo.

Imidlertid havde tyskerne meget lange forsyningslinjer imodætning til briterne, som alt andet lige netop klunne rekreere sig i Cairo. Derfor var det afgørende for tyskerne at stoppe briterne på Malta

 

Malta

Den britisk hær (den 8. arme) fik ny general, nemlig Montgomery, som på trods af sit ukendskab til ørkenkrig fik højnet moralen og udnyttet den tyske svaghed, så Briterne vandt slaget ved El Alamein

El Alamein

Krigen i Nordafrika endte således med de allieredes sejr, hvilket i høj grad blev brugt i en mediemæssig sammenhæng

Content 2
Periode: 7. december
 
Militære styrker Japan

6 aircraft carriers
2 battleships
2 heavy cruisers
1 light cruiser
9 destroyers
8 tankers
23 fleet submarines
5 midget submarines
414 aircraft
USA 8 battleships
8 cruisers
30 destroyers
4 submarines
49 other ships[1]
~390 aircraft
     
Tab Japan 4 midget submarines sunk
1 midget submarine grounded
29 aircraft destroyed
64 killed
1 captured
USA 4 battleships sunk
3 battleships damaged
1 battleship grounded
2 destroyers sunk
1 other ship sunk
3 cruisers damaged[nb 1]
1 destroyer damaged
3 other ships damaged
188 aircraft destroyed
159[3] aircraft damaged
2,402 killed
1,247 wounded[4][5]
Resultat  Angrebet var en succes for Japan. USA var fuldstændig uforberedt og tabene meget store
Konsekvens  USA erklærer Japan krig, hvorefter Tyskland erklærer USA krig. På trods af overraskelsesangrebet og de store tab betød USA's deltagelse i krigen, at de allierede havde adgang til en uhyre stor produktionskapacitet.

Angre under ledelse af admiral Nagumo angreb den amerikanske stillehavsflåde på Hawaii.

Stillehavet

Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje og undgik derfor at blive ødelagt.

Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag USA og England. Præsident Roosevelt kaldte datoen 7. december: "A date which will live on in infamy".

Herefter fulgte Adolf Hitler  trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.

  • Strategisk overblik
  • De allieredes luftangreb

 

Content 2

 



 
Afsnittets begyndelse
Næste side
 
 
 

www.bopa.in-historiam.dk

 
Pacific Pear Harbor