Regeringsudvidelsen
Regeringen fortsætter
Udenrigsministerens tilbud om at gå blev afvist, og regeringen blev siddende. Men den blev udvidet med seks repræsentanter fra de to store oppositionspartier, Venstre og Konservative. Ganske vist følte disse to partier at regeringen havde svigtet, men situationen krævede fælles handling.
Samtidig kunne både oppositionspartierne og regeringen se fordele ved at sidde i regering sammen: Regeringen slap for at bære ansvaret alene, og oppositionspartierne fik direkte indflydelse på den førte politik.
Den udvidede regering
Regeringssamarbejdet mellem de fire store partier, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og Venstre blev baseret på fiktionen om Danmarks fortsatte suverænitet og neutralitet fordi fiktionen kunne omsættes til realpolitik.
Så selv om landet selvfølgelig ikke kunne karakteriseres som suveræn eller neutral efter at være blevet besat, så havde alle en fordel i at lade som om det alligevel var tilfældet.
Danmark bevarede således sit folkestyre og retten til selv at lede landet (så længe det stemte overens med besættelsesmagtens krav), og Nazi-Tyskland anvendte så få ressourcer som muligt og opnåede alligevel det ønskede resultat: et militært og udenrigspolitisk kontrolleret Danmark som endog producerede fødevarer til de tyske forbrugere og varer til den tyske rustningsindustri!
Og det fungerede!
Forholdet til besættelsesmagten
Som konsekvens af fredsbesættelsen havde Danmark fortsat et fungerende udenrigsministerium, og derfor var forholdet til Tyskland et diplomatisk anliggende med "Auswärtiges Amt" (det tyske udenrigsministerium). Løsninger blev fundet gennem forhandling, og sådan fungerede det under hele besættelsen.
|
|
|
|