Da H.C. omsider var kommet på Sankt Hans, fik vi gennem hans mor så mange oplysninger at tiden var kommet til at få ham ud, hvilket vi mente måtte gøres en dag i besøgstiden.

K.K. dukkede op hos mig med politiskilt og penge og havde desuden en adresse på en chauffør der skulle "være med på den værste". Da jeg skulle optræde som kriminalpoliti - det var forresten en dårlig blyimitation det skilt - lånte jeg en pæn overfrakke af Jens og stjal en hat på Studiegården; jeg måtte prøve mig frem et par gange, inden jeg fandt en der var stor nok.

K.K. og jeg mødtes på Hovedbanegården til 13-toget, men han havde endnu ikke fået forbindelse til chaufføren, så jeg ringede til ham. Nu ville heldet at den vognmand jeg ringede til, var vant til at køre for politiet, så han blev ikke forbavset da jeg sagde at det var overbetjent Hans Hansen (Jeg brugte med vilje Paps' dæknavn), og at jeg havde brug for ham hele eftermiddagen.

Da vi kom til Roskilde, holdt der ganske rigtigt en vogn og ventede. Jeg gik hen til ham: "Vognmand Christensen?" - "Ja"! - "Det er overbetjent Hans Hansen". Skiltet lige op af lommen. Jeg satte mig ind ved siden af ham, og den lidet politimæssigt udseende K.K. krøb ind bag i.

For at vide hvor manden stod, og også fordi jeg syntes han havde en vis ret til at vide, hvad han skulle rodes ind i, begyndte jeg:

"Jeg har hørt, at du skulle være med på den værste"
"Ja, det kommer an på, hvad det er?"
"Jeg har en mand der skal hentes på Sct. Hans og ind til København; hvad  siger du til det?"
"Ja, ka' I få ham med det gode?"
"Vi har politiskilte, og hvis det kniber pistoler. Hvis der senere bliver noget vrøvl, kan du sige, du er blevet holdt op med denne her!"
"Nå, ja, men det ka' vi jo godt.....".

Da vi kom derud, forvissede vi os i portnerlogen om at han sad samme sted endnu, og gik så derhen og gav vognmanden besked om at vende vognen.

H.C.'s afdeling lå oppe på første sal. Vi blev først lukket ind i en lille mellemgang af en sygeplejeelev, og derfra var der endnu en dør ind til afdelingen.

Derinde henvendte vi os til afdelingssygeplejersken.
"Goddag, det er overbetjent Krogh fra statspolitiet. Vi vil gerne afhente Hans Edvard Teglers til en afhøring".
"Ja, det kan jeg ikke! De må henvende Dem på kontoret først". Hun troede øjensynligt på den med politiet.
"Ja, frøken, vi har været ovre at tale med dr. Madsen, og han sagde det var i orden".
"Næh! Jeg må i hvert fald først ringe til kontoret".
"Men når vi nu siger Dem at vi har talt med dr. Madsen".
"Nej, jeg kan ikke udlevere Teglers uden at have besked fra kontoret".
"Nåh!... Det er ikke politiet". Den kom op af brystlommen.
"Vi skal have Teglers med os".

Hun flygtede længere ind i afdelingen og tilkaldte med et nik to plejere der rejste sig truende op fra stolene.

"Sæt Dem ned!" K.K.'s lystrede, men min rodede vildt i baglommen efter en knippel. Jeg stak ham pistolen helt ind i næsen "SÆT DIG NED!". Han blev grøn i hovedet og satte sig - og blev siddende.

K.K. der vidste, hvor Hans Edvard sad, gik bort efter ham, mens jeg passede på selskabet og holdt et lille foredrag over det i almindelighed forkastelige i at holde gode danske folk indespærret. Lidt efter dukkede K.K. og H.C. op; H.C. var blevet fed.

Så skulle vi ud. Dørene var selvfølgelig låsede efter os sådan et sted. Vi bad om sygeplejerskens nøgler, men:
"Nej, aldrig!"

Pistolen frem igen - "Kom med de nøgler". - Hysterisk gråd. "Ikke med mine nøgler!". Vi bad og truede, talte venligt og råbte, holdt pistolen mod hendes hoved og hjerte, men hendes eneste svar var: "Ikke med mine nøgler!"

Midt i det hele kom nogle af de tossede og interesserede sig for, hvad vi foretog os; men en gangvasker el. lign. i gul skjorte fik manøvreret dem ind på samlingsstuen. Ydermere kom der en mand og erklærede: "Min bror har spist en svamp...!"

Da vi var trætte af at høre på sygeplejersken, holdt vi hendes hænder, tog nøglerne og så ud. Ude i mellemgangen stod sygeplejeeleven; jeg pegede med pistolen på yderdøren og spurgte: "Kan De låse den dør op?"
"Ja!" sagde hun, gjorde det og låste sig derpå inde i thekøkkenet.

Da vi stormede ned ad trappen, mødte vi nogle af de tossede der spurgte, hvad alt det her var for noget. "Det er bare os der leger!", sagde jeg vildt fægtede med pistolen. På vej hen til vognen, holdt jeg H.C. i armen for at bibeholde illusionen af politi.

Det gik meget stærkt ud af Roskilde og ad biveje til København. Undervejs fik jeg at vide at vognmanden først havde troet at det drejede sig om jødetransport, men efter et udførligt referat fik han sin skuffelse godtgjort.

H.C. skiftede tøj i vognen og blev sat af i Hvidovre. Vi andre tog med bus og sporvogn hjem. [Befrielsen er omtalt af H.C og K.K., se Fortællingernes kildeværdi.