Danmark
udenrigspolitisk situation
Udenrigspolitikken baseret på forholdet til Tyskland.
I mellemkrigsårene ønskede Danmark at være neutral, og til daglig blev det opfattet som et ønske om at holde afstand til den store nabo i syd. Men forsvarspolitisk betød neutraliteten at Tyskland skulle overbevises om at Danmark magtede at holde britiske flådestyrker ude af de danske farvande. Og hvis det ikke lykkedes, havde Tyskland en undskyldning for at overtage kontrollen.
Danmark havde været i samme situation ved 1. verdenskrigs begyndelse i 1914, og som konsekvens havde regeringen anset det for nødvendigt at udlægge miner i bælterne og sundet.
Uanset hvor meget den danske regering, Rigsdagen og befolkningen ønskede at lægge afstand til Tyskland og den nazistiske udvikling fra begyndelsen af 1930'erne, så var der grundlæggende enighed om at udvise forsigtighed i alle sammenhænge over for Tyskland. Og hvis Danmark alligevel skulle blive angrebet, så var det i hvert fald håbløst med væbnet modstand.
Dansk-tysk ikke-angrebspagt
Det officielt gode forhold mellem Tyskland og Danmark manifesterede sig i underskrivelsen af en ikke-angrebspagt den 31. maj 1939. Det var en pagt som Tyskland tilbød flere omkringliggende lande; tilbuddet havde dog mere form af et ultimatum. De øvrige nordiske lande afviste derfor, men Danmark underskrev. Tyskland havde nemlig ikke officielt anerkendt grænsedragningen i Sønderjylland, og derfor blev det politisk vurderet at ikke-angrebspagten kunne sikre grænsen og dermed landsdelens nationale tilhørsforhold.
|